Quiz’n snack
Er du også sådan en, der går i køkkenskabene, når du læser til eksamen? Så kan du gøre dine daglige ture til kiksedåsen til en lille repetitionsleg.
Hæng et A4-ark med 5-10 spørgsmål uden på hver skabslåge. Skriv hvert spørgsmål i forskellig farve. På bagsiden hænger du en seddel med svarene – i den farve der svarer til spørgsmålet. Vores hjerner husker ting bedre visuelt. Derfor har vi også lettere ved at huske fortællinger end facts.
Hvis dine svar til eksamen kan illustreres på den ene eller anden måde, kan det være en god ide at tilføje en lille tegning. Du kan også tilpasse farverne, du bruger til de associationer, du får af dem. Det kan være en god ide at skrive det hele i hånden. På den måde skiller de enkelte sætninger sig ofte ud i forskellig størrelse og småfejl, som øjet hæfter sig ved, i modsætning til generisk tekst du printer fra computeren
Når du kigger på dine spørgsmål, svar, farver og illustrationer flere gange dagligt, kan du bedre genkalde dig indholdet til eksamen. Det er en god måde at gennemgå dine kernebegreber på.
Glemmer du, så husker jeg
Aftal med en gruppe af dine medstuderende at alle skriver en række spørgsmål med tilhørende svar ud fra pensum. Hvis I vil gøre det lidt mere udfordrende både at quizze og skrive spørgsmål, kan I skrive spørgsmålene i forskellige sværhedsgrader og komme op med et pointsystem.
En nem måde at sætte en quiz op er gennem et brætspil, der allerede findes. Brug for eksempel Jeopardy, hvor du har fem kategorier med spørgsmål til henholdsvis 100, 200, 300, 400 og 500 point. Udskift spillets egne spørgsmål med jeres egne til eksamen, men brug resten af indholdet. Så har I både et regelsæt, timeglasset, brikkerne og knapper, hvor I kan trykke jer ind, når I har svaret.
I kan enten quizze almindeligt eller på Jeopardy-måden, som forklaret herunder.
At quizze med sine medstuderende er både en sjov og effektiv måde at forberede sig til eksamen. Hvis du er bare en smule konkurrencemindet, vil du gøre dig mere umage for at fiske de faglige svar frem i hukommelsen, end hvis du sad alene derhjemme. Samtidig kan I diskutere med hinanden, hvis I bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige svar.
En helt anden fordel er allerede inden quizzen går i gang. Den proces, hvor du gennemgår pensum for gode spørgsmål, der er værd at huske, giver dig et overblik over stoffet, og den del, hvor du finder det korrekte svar og formulerer det med dine egne ord til spillet, gør det meget lettere at huske på sigt. Derfor er det vigtigt at alle bidrager med spørgsmål.
Hvad er…?
Er almindelig quiz lidt for kedelig? Så er Jeopardy heller ikke nogen dårlig måde at quizze dig klogere. Kan du huske præmissen fra tv? Du får spørgsmålet, og så skal du komme med svaret!
For eksempel:
Biologi til 300:
Proces hvor planter gennem kuldioxid (CO2), vand og sollys danner druesukker og ilt.
Korrekt svar: Hvad er fotosyntese?
Jeopardy og almindelig quiz supplerer hinanden godt. Dels fordi du i Jeopardy kan være lidt nemmere, fordi du får mange informationer fra start og ofte kun skal komme med begrebet. Men Jeopardy kan også træne nogle meget specifikke fagord, hvor der kun er et rigtigt svar, mens du i de almindelige quizzer kan spørge den anden vej rundt og komme med nogle mere komplekse svar.
For eksempel:
Hvordan griber du en retvinklet trekant an, hvor du skal finde hypotenusen og har de to kateter?
Her er du nødt til at forklare dig ud af det med mere end ét ord – og det er en god øvelse uanset om du skal op mundtligt eller skriftligt.
Lille tip:
Man kan tit købe billige brugte brætspil på Den Blå Avis eller loppemarkeder, hvis man ikke lige har et liggende i gemmerne. De kan bruges til eksamenslæsning lige fra folkeskolen, gennem gymnasiet og langt ud på de videregående uddannelser!