Når vi taler om mobning blandt børn, er ikke det samme, som det var for tyve år siden. Mobning på nettet og især de sociale medier fylder formentlig mere nu end de fysiske overgreb. Men mobning i skolerne er stadig et stort problem, og som forælder kan det være svært at vide, hvad I kan gøre, når barnet mistrives. Her har vi samlet en række råd:
Uvenskab, drilleri eller mobning
Det er vigtigt at vide, at der er forskel på uvenskab, drilleri og mobning. Et barn kan også være ked af det, fordi det er blevet uvenner med en, og så kan det være farligt at blæse det ud af proportioner i stedet for at lade barnet selv løse mindre problemer. Men hvis barnet bliver mobbet, er det vigtigt, at det ikke føler sig alene og i stedet får støtte.
Den norske psykolog Dan Olweus beskriver til Faktalink.dk tre kriterier for, hvornår der er tale om mobning:
- Det er aggressiv eller ondsindet adfærd
- Det gentages og står på over længere tid
- Der er en ubalance i styrke- eller magtforholdet
Mobning kan have mange former
Det er vigtigt at huske, at hvis dit barn er udsat for mobning, så kommer det ikke nødvendigvis til udtryk gennem direkte mobning, hvor skolekammeraterne sparker eller råber ad dit barn. Der findes også indirekte mobning, som Dan Olweus beskriver som sladder, bagtalelse og isolation. Hvis en elev bliver udelukket fra fællesskabet, karakteriseres det som mobning. Udover at mobning kan være direkte og indirekte, så kan det også være ansigt-til-ansigt eller digitalt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at dit barn godt kan blive mobbet, uden at læreren har opdaget noget.
Hvad gør man som forælder til et mobbet barn?
Alle børn har ret til en tryg hverdag, og selvom det er en uhyggelig tanke, at dit barn har det dårligt, er det vigtigt ikke at gå i panik. Hvis dit barn bliver mobbet, kan hver dag virke kaotisk og negativ, så det er vigtigt, at du er en rolig og sikker ressource, der kan skære igennem kaosset og støtte dit barn. Men husk, at du ikke er den eneste ressource.
Tal med lærerne
Forehold problemet for lærerne på skolen. Selvom de måske ikke har set mobning ske, fordi den foregår digitalt eller efter skole, så kender lærerne til klassens dynamik. Snak roligt og ærligt med lærerne, og sammen kan I nå frem til den bedste løsning. Selvom du kender dit barn og dets signaler, så har lærere erfaring og uddannelse indenfor området og kender også til de andre elever i klassen, så det er vigtigt at tage dem alvorligt og inddrage dem i processen. Derudover skal du også huske at tage dit barn alvorligt.
Snak med barnet
Tag en snak med dit barn. Det kan være pinligt og give et lavt selvværd at være udsat for mobning. Dit barn føler sig sikkert alene, og du skal tilbyde tryghed. Prøv ikke at opsnuse mobning gennem fx dit barns telefon, men spørg i stedet direkte. Det er vigtig, at alting ikke foregår over hovedet på dit barn. Hvis du tager alle beslutningerne, så kan du risikere, at barnet slet ikke er enig i, at din løsning er den rigtige. Hav en åben og ærlig snak med dit barn. Respekter dit barn, vis omsorg og lyt. Lad være med at råbe op i vrede, og lad i stedet dit barn tale ud om, hvad der foregår, og hvordan det har det. Der er ikke brug for din vrede – der er brug for din støtte.
Fællesskab kan løse problemerne
Det handler om fællesskab, og fællesskab tager tid. Børns Vilkår lægger fokus på fællesskab som løsningen på mobning, så hav tålmodighed. Du, dit barn, lærerne og de andre forældre kommer til sammen at indgå i en proces. Der er ikke nogen magisk løsning. Fællesskab opbygger man sammen, når man kan snakke åbent og ærligt, og det tager tid.
Kilder: Faktalink og Børns Vilkår
Viser dit barn tegn på angst? Her kan du se 10 typiske symptomer