Vi ved godt, at hjernen laver en hel masse, at det er der, den overordnede styring af kroppen, sanserne og endda vores følelser foregår. Vi ved godt, at når hjernen ikke fungerer perfekt, kan meget gå galt. Men hvad laver hjernen egentlig? Og hvordan gør den det?

Hjernen er en del af vores nervesystem

I menneskets hjerne findes milliarder af nerveceller (neuroner). De spiller en helt central rolle i koordineringen af vores adfærd. Hjernen modtager og analyserer signaler fra vores sanser, og den styrer, hvordan vi reagerer på signalerne. Det er også vores hjerne, der gør os i stand til at lære – at blive klogere baseret på erfaringer.

Nervesystemet inddeles i det centrale og det perifere nervesystem.

• Det centrale nervesystem (CNS) omfatter hjernen, hjernestammen og rygmarven.

• Det perifere nervesystem omfatter de nerver, der går ud til kroppens organer. Muskler og hud medregnes til organerne.

Hjernen modtager hele tiden impulser fra vores sanser, altså fra bl.a. synet, hørelsen og følesansen. Og den afgør, om der skal reageres på disse input, og hvordan der skal reageres. Afhængigt af hvad vores sanser fortæller om omgivelserne, reguleres bevægelse, åndedræt, blodkredsløb, fordøjelse m.m.

Hjernen:

·       Får informationer fra vores sanser – vi kan smage, høre, lugte, føle

·       Igangsætter viljestyrede reaktioner som svar på informationer – vi flytter en hånd, trækker vejret dybt, lukker øjnene

·       Styrer den del af kroppen, der fungerer uafhængigt af vores bevidsthed, fx åndedrættet og hormonsystemet

·       Står bag vores evne til at tænke og huske – vi kan sammenligne information, lære at tale, udtænke strategier.

Meget kort om nerveceller

Nervesystemet er opbygget af et meget stort antal nerveceller, også kaldet neuroner.

Nerveceller består af et cellelegeme og en eller flere udløbere. I cellelegemet findes cellekernen med bl.a. generne. Udløberne forbinder nervecellerne med hinanden, og de indgår i et stort netværk, der gør det muligt at sende information rundt i hele kroppen. Der er to typer af udløbere.

Axoner

Nervecellen kan via den ene slags udløber, axonet, påvirke sine omgivelser. Det sker, ved at der i enden af axonets forgreninger (axonterminaler) kan dannes et aktionspotentiale – en kortvarig elektrisk impuls – der gør det muligt at frigøre kemiske signalstoffer (neurotransmittere) til det lille mellemrum mellem to celler, synapsespalten. Disse stoffer kan binde sig til receptorer på andre celler i nærheden og på denne måde påvirke dem. Processen kan nu gentage sig i den næste nervecelle osv.

Dendritter

Den anden type af udløbere er dendritter, som har receptorer i deres overflade, der kan påvirkes af neurotransmittere udsendt af andre celler. Overfladereceptorer findes dog ikke kun her, men også på axonterminalerne og på selve nervecellelegemet. Dendritter kan have mange forgreninger og være meget lange.

Synapser

Kontaktstedet mellem en nervecelle og en anden nervecelle eller en muskelcelle kaldes en synapse. Synapserne er stedet, hvor information sendes fra en celle til en anden i nervesystemet.

Nervesignaler er hurtige

Nervecellernes signaler er lynhurtige. Der kan sendes besked fra én del af kroppen til en anden på brøkdele af et sekund. Vi oplever derfor ikke en forsinkelse, men at reaktioner forgår i umiddelbar forlængelse af input.

Grå og hvid substans

Når man snakker om nervesystemet og hjernen, snakker man ofte om grå og hvid substans. Hvid substans udgøres af axoner fra nerveceller, da de kan være beklædt med fedtskeder (myelinskeder). Myelin virker isolerende og øger altså den hastighed, som signalerne ledes med i axonet. Det er myelinskederne, der giver den hvide farve. I den grå substans findes både udløbere og nervecellelegemer. I hjernen findes begge dele.

Hjernens dele

Vi inddeler hjernen i forskellige dele. De styrer forskellige funktioner i kroppen, men de kommunikerer også med hinanden.

Storhjernen (cerebrum)

Den største del af hjernen udgøres af storhjernen. Den udgøres af to hjernehalvdele, to hemisfærer: den højre og den venstre. Mellem dem er en fure – de to halvdele holdes sammen af hjernebjælken, der går hen over furen, og hvori der er nerveledningsbaner, der gør det muligt for de to halvdele at kommunikere med hinanden.

Storhjernens overflade, hjernebarken, cortex cerebri, dækker de to hemisfærer og har foldede hjernevindinger, der er adskilt af hjernefurer. Nogle af disse furer inddeler hemisfærerne i hjernelapper, hhv. tindingelappen, nakkelappen, isselappen og pandelappen.

Storhjernens to hemisfærer har ikke helt samme funktioner, ligesom de forskellige hjernelapper har hver deres funktioner. Fx har pandelappen med bl.a. planlægning og evnen til at kontrollere impulser at gøre. Der findes også andre centre i hjernen, som har specifikke funktioner. Et eksempel er hypothalamus, der bl.a. kontrollerer flere forskellige hormoner.

Lillehjernen (cerebellum)

Også lillehjernen består af to halvdele, hemisfærer. De er forbundet af en let forhøjet midterdel. Lillehjernen har især at gøre med vores balanceevne og koordination samt med viljestyrede bevægelser.

Hjernestammen

Hjernestammen ligger i forlængelse af rygmarven og udgøres af den forlængede marv, hjernebroen og midthjernen. Det er gennem hjernestammen, at hjernen er i forbindelse med resten af kroppen. Nervebaner i hjernestammen leder impulser mellem rygmarven og den grå hjernebark.

Centre i hjernestammen styrer bl.a. blodtryk og hjertets hastighed, åndedræt og fordøjelse. I midthjernen modtages impulser fra syn og hørelse.

Blodforsyningen til hjernen

Ligesom resten af kroppen skal hjernen have tilført blod. Meget blod, endda. Blodet tilføres via fire store blodkar på halsen. Ganske få sekunder uden blod til hjernen gør, at man besvimer og mister bevidstheden. Varige skader opstår efter få minutter.

Mellem hjernevævet og blodet findes blod-hjerne-barrieren. Den udgøres af en tæt membran, der regulerer, hvilke stoffer der trænger ind i hjernen. Det betyder, at svingninger i blodets koncentration af disse stoffer ikke påvirker hjernen – der opretholdes en stabil sammensætning af stoffer i hjernen. Vandopløselige stoffer som salte bliver typisk holdt tilbage, mens fedtopløselige stoffer, ilt, visse lægemidler m.m. trænger igennem. Særlige transportmekanismer tillader glukose og aminosyrer, der er vandopløselige, at passere blod-hjerne-barrieren.

Hvad er hukommelse?

Vi bør virkelig sætte pris på vores hukommelse! Vi benytter ikke kun hukommelsen, når vi fx husker et ferieminde, men også når vi trækker på ubevidste erfaringer, eksempelvis når vi går en tur uden at overveje, hvordan man faktisk går.

Vi har brug for at kunne huske – brug for at trække på vores erfaringer – når vi fx skal løse problemer, og når vi udfører noget med rutine. For at kunne trække på hukommelsen skal vi først indkode, dvs. lagre, information og derefter genfinde den. Vi sanser noget, giver det opmærksomhed, og lagrer det som information. Vha. associationer kan gemte erfaringer bringes frem og forbindes med nutidig information. Jo mere vi øver os, og jo stærkere indlæringen er, jo større er effekten på hukommelsen. Vi glemmer fx ikke at cykle, hvis vi først har lært det.

Vi har faktisk mere end én slags hukommelse. Vi taler især om:

·       Arbejdshukommelse/korttidshukommelse: Information gemmes i op til 1 minut og kan indgå i igangværende tankeprocesser. Kapaciteten er ikke stor, typisk kan vi holde styr på 7-8 enheder, fx tal, ad gangen.

·       Langtidshukommelse: Oplysninger leveres fra korttidshukommelsen til mere permanente lagringsprocesser. Viden og erfaringer gemmes i resten af livet, eller i hvert fald meget længe.

De bruger forskellige dele af hjernen og forskellige komponenter. Men fælles for dem er, at hjernecellerne og især forbindelserne mellem dem – synapserne – er involveret.

Det ser ud til, at der sker en ændring i styrken af signalerne mellem de deltagende nerveceller eller i måden, de behandler signalerne på. Ændringerne kan have forskellige årsager: Effekten af neurotransmitterne kan være ændret, fordi der er kommet nye forbindelser mellem nerveceller, eller fordi nogle forbindelser er fjernet. Det kan også være, at frigivelsen af transmittermolekylet er blevet ændret.

Synapserne aktiveres, når vi husker noget. Den synaptiske aktivitet er meget stærk, når det er noget, vi er rigtig gode til – når der er noget, vi husker godt.

Hukommelsen ligger ikke et enkelt sted i hjernen, men er distribueret: Flere forskellige hjerneområder indgår i hukommelsen.

Kan vi forbedre vores hjerne?

Der kommer ikke nye hjerneceller til gennem livet. Der er ”kun” dem, vi er født med – men det er også rigtig mange. Til gengæld er det muligt at ændre på det netværk, som nervecellerne danner. Jo mere vi træner bestemte funktioner, jo nemmere bliver det for os at udføre dem. På den måde kan man godt sige, at vi kan forbedre vores hjerne.

Demens – et resultat af sygdomme i hjernen

Demens er en tilstand, hvor hjernens mentale færdigheder på et tidspunkt i livet svækkes uopretteligt pga. sygdom. Blandt de mentale færdigheder, der bliver dårligere, er hukommelsen, evnen til at lære og evnen til at finde løsninger. En dement person kan have svært ved at finde ord og huske navne, finde vej, regne, tage initiativer m.m. Personligheden kan også ændre sig, og situationsfornemmelsen kan blive dårligere. Når det bliver svært for en person at klare sig i hverdagen pga. disse symptomer, er der grund til at tjekke for demens.

Demens er ikke en sygdom, og demens skyldes ikke alderdom. Demens-symptomerne forårsages af forskellige sygdomme.

Den mest almindelige årsag til demens er Alzheimers sygdom. Den rammer oftest personer over 65 år. Ved Alzheimers sygdom sker der tab af neuroner og af forbindelser mellem neuroner – altså tab af hjernevæv – og der sker en ophobning i hjernen af skadelige proteinstoffer. Der produceres også mindre mængder af signalstoffer. Sygdommen udvikler sig typisk langsomt over år og endda årtier og er dødelig, i gennemsnit 8-10 år efter, at diagnosen er blevet stillet.

Demens kan også skyldes bl.a. en blodprop eller en blødning i hjernen, der medfører forstyrrelser i hjernens blodforsyning.

Det er ikke muligt at helbrede demens. Udviklingen af Alzheimers sygdom kan dog forsinkes med medicin.

Ordbog

Hormoner: Forskellige kemiske stoffer, der regulerer kroppens funktioner. De produceres af specialiserede celler og sendes i små koncentrationer rundt i kroppen med blodet for at virke på konkrete målceller. Fx er insulin et hormon, der produceres i bugspytkirtlen og sendes med blodet rundt i kroppen. Det bindes til næsten alle kroppens celler, hvor det regulerer cellernes evne til at optage bl.a. sukker.

Sanser: Kroppens evne til at indsamle information om såvel det ydre miljø som kroppens indre miljø. Informationerne sendes fra specialiserede sanseorganer til nervesystemet, som benytter dem til at regulere kroppens reaktion. Blandt sanserne er: hørelsen, synet, lugtesansen, smagssansen og følesansen.