Stræbersystem eller social mobilitet?

Stræbersystem eller social mobilitet?

Vores uddannelsessystem er en af de suverænt vigtigste institutioner i vores velfærdssamfund. Vellykkede dannelses- og uddannelsesforløb i folkeskole og på ungdomsuddannelser er ekstremt essentielle for styrkelsen vores samfunds sociale mobilitet. Ligeledes i modarbejdelsen af negativ sociale arv. Med dette in mente kan det give anledning til bekymringer at anlægge et kritisk perspektiv på uddannelsessystemet, specielt i forhold til gymnasiet.

Debatindlæg: Gymnasieelever snyder til SRP

Tirsdag d. 24. februar 2015 kunne man i et debatindlæg på Politikens hjemmeside læse om en gymnasielærers frustrationer over akademikerforældre. Forældrene havde, efter at have hjulpet deres børn med deres SRP. brokket sig over et eksamensresultat, der er dårligere end forventet. I indlægget kan man samtidig læse om gymnasielærerens generelle frustrationer over snyd. Hvad enten det sker med hjælp fra veluddannede forældre eller gennem betaling af universitetsstuderende, der skriver hele afsnit eller sågar hele opgaven. Generelt fokuserer indlægget meget på snyd. Kort nævnes en anden problematik, der opstår i kraft af den ekstra assistance med de store skriftlige opgaver. Nemlig de sociale slagsider. Konkurrencen om karaktererne er hård i dag, hvilket indlægget i Politiken vidner om. Men har alle gymnasieelever mulighed for at indgå i denne konkurrence på lige vilkår?

Akademikerbarn eller 5000 kr.

I indlægget lægges der vægt på, at det især er akademikerforældre, der tager sig tid til at hjælpe med SRP’en. Dog er det på en til tider lidt for intervenerende og omsiggribende facon, der udgør en problematik i forhold til snyd. Har man ikke akademikerforældre, eller vil ens akademikerforældre ikke hjælpe direkte, har man en anden mulighed. Køb hele SRP’en for 5000 kr., hedder det sig i indlægget. Altså kan man tale om, at det er elever med enten social eller økonomisk adgang til hjælp, der har mulighed for at rykke den afgørende karakter op. Således kan man altså argumentere for, at den tiltagende konkurrence stiller de svage elever i en endnu dårligere situation. De har ikke de samme muligheder for at kæmpe om pladserne i de karakterskalaens højere luftlag. Men den sociale problematik bliver for alvor bekymrende, når man sætter gymnasiesystemets bonusordninger ind i ligningen med konkurrencedrevet eksamenssnyd.

Bonusordninger skaber faglig ulighed

Som eksamens- og karaktersystemet ser ud lige nu, er fagene delt op i A-, B-, og C-fag. A-fagene foregår selvsagt på det højeste niveau af de tre. Tager du et ekstra af dem, kan du gange dit snit med 1,03. Ved to ekstra A-fag kan du gange snittet med 1,06. Hvad er problemet med det? Umiddelbart kan det jo lyde, som om ordningerne netop forsøger at få elever – også de fagligt svagere – til at stræbe efter højere snit og tungere læsestof. Dette kunne også være en facon, hvorpå man kunne forsøge at løfte det generelle gennemsnit og dermed bidrage til, at fagligt svage kunne gennemføre gymnasiet med et højere snit end ellers.

Problemet

Problemet er, at de fagligt svage ikke nødvendigvis får et bedre snit af at tage et fag på et højere niveau. Selv på trods af bonuskvotienter på 1,03 eller 1,06. Det gør sig gældende af den simple årsag, at niveauet selvsagt hæves. Altså kan det være, at en fagligt svag eller middelmådig elev scorer et 4-tal i matematik på A-niveau, mens vedkommende måske kunne have fået 7 eller måske sågar 10 på B-niveau. Og så kan det vel være lidt ligegyldigt, at man kan gange sit snit med 1,03. Samtidig kan man argumentere for, at bonusordningen udelukkende tiltaler i forvejen ressourcestærke elever. Hvis man lige netop har klaret det snit på 4 eller 7 i dansk og matematik, der netop kan blive et reelt adgangskrav ved hvis det bliver en del af den kommende gymnasiereform, er man muligvis ikke fristet ved tanken om at påtage sig en sværere og tungere arbejdsbyrde de kommende tre år.

Ansatser til øvrige problematikker

Gymnasiet hævder at være en universitetsforberedende institution. Fra uddannelsesministeriet har man da også i lang tid fokuseret på, at det er det overordnede formål. Det vidner belønningen ved tidlig studiestart i form af en bonuskvotient på 1,08 om. Men uanset hvor gode intentioner, der ligger bag denne bonus, kan det ikke undsige sig kritik af en vis signifikans. Igen må man spørge sig selv – hvilke typer gymnasiedimittender nyder godt af denne bonus?

Hvem vinder?

Ja, de svage studerende kan muligvis rykke sig de afgørende decimaler, for at komme ind på den ønskede uddannelse. Det samme gælder for de stærke. Elementet af forfordeling til de stærke elevers side er ikke nær så stort som ved de øvrige bonuskvotienter. Det er da også betryggende, at det er på denne ordning, den højeste kvotient findes. Det vil være mit bud, at de fleste starter indenfor to år. Hvilket sikkert også har rigtig meget at gøre med ordningen, da det netop er grænsen for at kunne modtage bonussen. Af den grund er der måske mere tale om ansatser til en problematik. Men uanset hvad kan man problematisere rationalet og måden at tænke på. For det er nærliggende at tænke, at ressourcestærke gymnasieelever ikke i lige så høj grad som de svagere har brug for et pusterum efter gymnasiet. Problematikken er ikke en realitet endnu, men bliver den nuværende bonustankegang ved at dominere, kan man selvfølgelig ikke udelukke, at den bonusgivende periode indskrænkes.

Snyd og bonus for høj faglighed – stræbersystem eller løft af fagligt svage?

Samler man opsummerende trådene i ovenstående kritik og anlægger man et diagnostisk blik, tegner der sig et billede af et uddannelsessystem i konflikt med sin egen identitet. Bonusordningerne – især dem, der udløses af højniveaufag – tilgodeser ressourcestærke elever og stikker en kæp i hjulet på den sociale mobilitet. Det samme gør sig gældende for de varslede adgangskrav. Belønningen for hurtig studiestart tilgodeser ligeledes ressourcestærke dimittender, og skærpes betingelserne for modtagelse af denne bonus, kan den sociale mobilitet yderligere stækkes. Samtidig vidner akademikerbørnenes snyd om, at konkurrencen om de høje karakterer ikke længere er for sjov. Og det er en tendens, der er krænkende for de studerende, der lægger et ærligt stykke arbejde i deres SRP.

Hvilken rolle skal gymnasiet have?

Spørgsmålet er, hvilket formål en uddannelsesinstitution som gymnasiet skal tjene. Har gymnasiet udviklet sig til en institution, der tilgodeser den fagligt dygtigste og mest ressourcestærke del af eleverne? Har de politisk indførte bonusordninger bidraget til at skabe et system, der gør det nødvendigt at snyde for at kunne komme ind på ønskeuddannelsen? Og planter snyde-tendensen kimen til darwinistiske tilstande, hvor de socialt og økonomisk stærkeste overlever? Uddanner og danner vi i dag ungdommen i et stræbersystem og ikke et system, der har social mobilitet som sin højeste prioritet?

Del artiklen

Du vil måske også synes om

Mobning: De bedste råd til at hjælpe dit barn
Mobning: De bedste råd til at hjælpe dit barn

Når vi taler om mobning blandt børn, er ikke det samme, som det var for tyve år siden. Mobning på ne...

Johanne K. 28-02-2019
Regeringen vil afskaffe 7-trinsskalaen: Elever skal ikke måles på mangler
Regeringen vil afskaffe 7-trinsskalaen: Elever skal ikke måles på mangler

En ny rapport viser, at der er problemer med den nuværende karakterskala. Det får uddannelses- og fo...

Bliv bedre til at læse med film og serier
Bliv bedre til at læse med film og serier

Er det svært at holde modet oppe, når du skal kæmpe dig igennem læsningen? I den her guide kan du læ...

Morten R. 07-01-2019
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90

Bliv ringet op i dag

Hør, hvad vi kan gøre for dit barn