Med skyhøje adgangskvotienter på 11,9 og 12,1 på udvalgte universitetsuddannelser. Så vil man ind på en af den slags uddannelser, kræver det næsten rene 12-taller hele vejen gennem gymnasiet. Der er altså ikke råd til mange forbiere, når man går til eksamen. Konkurrencen er skærpet, og på mange måder er det forståeligt. Fokus på karakterer og især eksaminerne i gymnasiet er stærkere end nogensinde før.
Bliver det opgivet til eksamen?
Af samme grund er spørgsmålet “er det noget, vi kan komme til eksamen i?” nærmest også gået hen og blevet lidt af en nyklassiker i gymnasiet og desværre også på universitetet. Dette spørgsmål er måske et tegn på en kedelig tendens i uddannelsessystemet, som kan være svær at sætte en finger på. At det ofte – med fare for at anvende en lettere tyndslidt kliché – er målet og ikke vejen dertil, der er vigtigst. At det eneste, der har relevans, er karakterer og eksaminationsemner. Samtidig ser man på universiteterne, at ressourcerne til mundtlig og skriftlig respons på eksamensopgaver ofte er knappe. Dette lader de studerende sidde tilbage med én ting at måle sig selv på. Et tal. Det kan have betydning for mindst to ting. For det første at gymnasieelever ikke tilegner sig en af de kompetencer, der er en central betingelse for at udvikle sig til en helstøbt studerende på en videregående uddannelse. Nemlig at søge sin viden kritisk, bredt og uden for pensum. For det andet, at den studerende udvikler sig i retning af at anerkende karaktererne og ikke sine egne og medstuderendes faglige kvaliteter uden for eksaminationslokalet.
Anerkendelse
Anlægger man et sociologisk perspektiv på karaktersystemet, fungerer det som et system for fordeling af og jagt på anerkendelse. Lærere, censorer og eksaminatorer uddeler anerkendende symboler i form af tal. Det er de selvsamme tal, der for gymnasieelever og universitetsstuderende somme tider bliver selve målet for et uddannelsesforløb. På universiteterne kan man i mange situationer desværre opleve, at tallene er det eneste medie for anerkendelse. Nogle steder er der simpelthen ikke ressourcer til supplerende bemærkninger. Ej heller konstruktiv kritik eller begrundelser for, at tallet nu ikke lige var 10 men 7. Det er et problem, der sammen med det øgede fokus på karakterer kan komme til at udgøre en farlig cocktail. Specielt hvis de samme ressourceproblemer en dag rammer gymnasiet. Her evaluerer man heldigvis stadig opgaver med sin lærer, får skriftlige bemærkninger eller anden respons. For selvom en god karakter er udtryk for en flot præstation, er der så meget andet i et uddannelsesforløb end et tal. Gode karakterer åbner rigtig mange døre, men det er ikke karaktererne, der er det allermest vigtige.
Manglende respons reducerer anerkendelsen til et tal
Inden for sociologien er den franske sociolog Pierre Bourdieu kendt for at have udviklet begreberne om forskellige kapitalformer. Social, økonomisk, kulturel og symbolsk kapital. Fælles for dem alle er, at de er udtryk for anerkendelse indenfor et bestemt område. For Bourdieu er det en grundantagelse, at kampen om anerkendelse er en helt central dimension i det menneskelige samvær. Den symbolske kapital er især interessant at sætte i relation til diskussionen om øget fokus på karakterer og mindre kommunikativ respons på præstationer på uddannelsesområdet. Bourdieu mener, at den symbolske kapital er udtryk for de ting, som mennesker i en bestemt gruppe eller på et bestemt områder kan blive enige om, er anerkendelsesværdige.
Anerkendelse i uddannelsessystemet
I folkeskolen og gymnasiet findes anerkendelse med garanti i et væld af afskygninger. Men som tidligere nævnt er billedet i mange tilfælde anderledes på universitetet. Man kan frygte, at tendensen kan brede sig. Hvad sker der, hvis uddannelsessystemet som helhed i mindre og mindre omfang giver mulighed for, at andet end tal kan anerkendes? Hvis ikke der er ressourcer til at give ordentlig feedback, så anerkendelse kan søges i andet end et tal? Hvis studerende som følge deraf ikke har gode betingelser for at skabe konsensus om, at andet er anerkendelsesværdigt? Et bud kan være, at det kun styrker konkurrencen om det, som for mange er vigtigt, men som i princippet ikke er det essentielle i at tage en uddannelse – karakteren.
Reflekter og hold dig ikke nødvendigvis til stien
Jeg siger ikke, det er skidt at ville gøre det godt. Jeg siger heller ikke, det er skidt at ønske anerkendelse for at have gjort et hårdt, gennemført og flot stykke arbejde. Jeg siger bare, at karakteren er et symbol, der ikke altid fortæller den fulde sandhed. Karakteren reducerer en præstations kvaliteter og mangler til et tal og bør altid følges af mundtlige eller skriftlige kommentarer. Ellers kan man frygte, at det kommer til at handle om tal frem for læring. Og det er ikke tallene, du skal bruge senere – det er dine evner, og de skal gerne favne bredt. Karakteren er gevinsten, men det er arbejdet for den og produktet, der er det vigtige. Og ikke kun det stykke arbejde, der har hevet den gode karakter hjem, men de kræfter man generelt lægger i sin uddannelse, hvilket man ikke nødvendigvis bør gøre med fagligt tunnelsyn præget af pensumlister og eksaminationsemner. Man gør sig selv en enorm tjeneste ved at reflektere over, hvorfor man kæmper for den gode karakter. Hvis man fokuserer for meget på sine eksaminer, risikerer man at kvalificere sig selv på et meget ensporet plan.