Gode vaner og dårlige vaner spiller en stor rolle i vores dagligdag. Dit barn spejler sig i dine vaner, og det kan have indflydelse på, hvordan barnet lærer om og forstår verden omkring sig.
Vaner, rutiner og ritualer
Vaner er en naturlig del af dit liv, både de gode vaner og de dårlige. Men det er vigtigt at tage et ansvar for dem. Hvilke vil vi gerne give videre til vores børn, og hvilke bør vi lægge fra os? Sidder I med telefonen ved bordet, når I spiser? Hvor længe venter I med at rydde op i køkkenet? Børn er letpåvirkelige og opfanger næsten alt, der foregår omkring dem. Derfor er denne adfærd ikke blot dine vaner, men de kan også blive dit barns. Det er desværre ikke nok at forsøge at lære dine børn det modsatte. Tale kræver handling, og børn gennemskuer hurtigt, om du overholder dine egne regler.
Vanedannende teknologi
Sidder I med telefonen under aftensmaden? Er computeren tændt, når I ser film? Læser I på tabletten, mens I spiser morgenmad? Efterhånden er teknologien blevet en uløselig del af hverdagen, og mange børn får smartphone- og tabletadgang, fra de lærer at tale. Undersøgelser viser dog, at for meget tid online er en dårlig vane, der ikke kun stjæler tid og opmærksomhed fra hverdagen og familielivet, men som kan påvirke helbredet fysisk og mentalt samt forstyrre koncentrationsevnen hos både børn og voksne.
Gode vaner med teknologi
Teknologien er dog kommet for at blive, og derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan vi omgås telefoner, tablets etc. i dagligdagen. Der er også fordele ved at bruge teknologien, nyere forskning viser nemlig, at moderat skærmbrug kan styrke børns tidlige indlæring og eksponere dem for nye idéer og social kontakt. Det er altså ikke nødvendigt at fjerne teknologi fra hverdagen. Men det er værd at overveje, hvor meget tid du og dit barn bruger foran skærmene, og hvad tiden bruges på.
Få gode vaner omkring jeres skærmbrug
- Lav regler om skærmtid for både børn og voksne.
- Aftal, hvornår og hvor I må bruge telefoner og lignende, men vær realistisk – lov ikke noget, du ikke kan overholde.
- Husk nærværet! I sidste ende handler det om familiens bedste, og fysisk nærvær kan ikke erstattes af skærme.
Pligter i hjemmet er gode vaner
Ligesom computere og telefoner er pligter i hjemmet nødvendige, og de er forbundet med både gode og dårlige vaner. Tømmer I opvaskemaskinen med det samme, eller venter I til køkkenet ligner en rodebutik? Klarer du alle pligterne selv, eller opfordrer du børnene til at hjælpe?
Dine børn lærer af det du gør, og det giver sig selv, at når du udsætter pligter, giver du samtidigt barnet et dårligt indtryk af, hvad pligter er. Huslige pligter styrker børns udvikling, og er vigtige for deres voksne liv. Man kan derfor se det som en langvarig investering at involvere børnene i daglige gøremål, fx oprydning og madlavning.
Gode vaner mindsker stress hos børnene
Udover at lære børnene ansvar, som er en fordel i bl.a. lektielæsning og projekter, spiller pligterne også en vigtig rolle i børnenes sociale og adfærdsmæssige udvikling: Undersøgelser viser, at gøres pligterne til en familieaktivitet kan det styrke barnets selvværd og forhindre stress hos barnet. Familiens samvær har en effekt på barnet, og fælles aktiviteter styrker barnet på mange måder. Bl.a. kan det at spise aftensmad sammen styrke kommunikationen i familien og fungere som positiv støtte i hverdagen, mens fælles pligter opfordrer til ansvar og giver bedre selvværd.
Kilder: Rende, Richard: ”The developmental significance of chores: Then and now”, CABL, vol. 31, nr. 1, Brown University, Januar 2015
samt Børnenes Verden