Den mundtlige eksamen i tysk i 9. klasse

Af Lene Møller Nielsen 18-04-2025
Den mundtlige eksamen i tysk i 9. klasse

Prøven er lodtrukken og ligger i samme pulje som fransk, skriftlig engelsk, historie, samfundsfag og kristendom. Den er magen til den mundtlige prøve i engelsk. Prøven varer 20 minutter og består af to dele:


Del 1 (ca. 5 min): Du laver en fem minutter lang fremlæggelse om et underemne, du selv har valgt under et af de temaer, læreren har valgt til prøven.

Del 2 ( Max 10 minutter. Resten er til bedømmelse og karaktergivning): 

Du har en samtale på 5-10 minutter med din lærer om et af de andre emner fra tekstopgivelserne, som du får et spørgsmål til under prøven ved lodtrækning. 

Du kan ikke trække det emne, du har lavet din disposition i. Spørgsmålet, du trækker, er igangsættende. Det skal hjælpe dig i gang med at tale om emnet. Det er ikke spørgsmål til detaljer i teksterne.

Når du har været inde i sammenlagt max 15 minutter, går du udenfor og venter, mens censor og lærer fastsætter en karakter. Læreren kalder dig ind, og du får din karakter med en begrundelse.

-

Inden prøven

Du skal lave en disposition med nøgleord til din præsentation og evt. billeder. Den må ikke indeholde hele sætninger. Se eksemplet "Tysk, mundtlig disposition, eksempel

Du bestemmer selv, hvilket af klassens emner, du vil vælge et underemne til. Du kan vælge et, du nødig vil samtale i. Så ved du, du er 100 procent forberedet og ikke trækker et spørgsmål i det.

Din disposition skal indeholde mindst to tysksprogede kilder. 

Dispositionen er det eneste, du må have med til prøven. Du skal derfor øve dig i at tale i fem minutter kun ud fra den. Sæt et stopur og øv dig flere gange. Pas på ikke at tale for hurtigt. Det gør man nemlig, når man er nervøs.

Din lærer godkender din disposition. Den skal afleveres til censor 14 dage før prøven. Din lærer skal derfor have den inden, så han kan nå at godkende og aflevere den.

Husk også at øve at kunne samtale om de andre temaer i 8-10 minutter hver! Her har du brug for en makker at øve med.. Husk også at lytte i samtalen.

-

Tekstopgivelser/ pensum (Det stof I har arbejdet med og udvalgt til prøve)

Din lærer vælger inden prøven 20 normalsider med temaer og tekster, I har arbejdet med i løbet af året. En normalside (ns) er 1300 tegn og cirka det samme som en halv A4-side.

Teksterne skal indeholde både fiktion og fakta samt video og lyd.

Teksterne skal hjælpe dig med at have noget at sige om emnerne til prøven. De skal altså give dig noget viden om kultur og samfund i tysktalende lande. Du bliver ikke hørt i teksterne i detaljer, og du må gerne vide mere, end der står i teksterne.

-

Under prøven

Du må kun bruge din godkendte disposition med nøgleord og eventuelt billeder. Det skal være den, din lærer har godkendt med sin underskrift, og der må ikke være skrevet mere på.

Du skal udelukkende tale tysk og vise, at du forstår emnet og kulturen i engelsktalende lande. Du må dog godt bede læreren gentage eller omformulere spørgsmål. Tal langsomt. Man kommer til at tale hurtigt, når man er nervøs. Når du taler langsomt, bliver din udtale bedre, og det giver dig mere tid til at tænke.

-

Bedømmelse

Eksaminator og censor snakker sammen og giver en samlet karakter. 

De bedømmer: 

Hvordan du præsenterer dit emne: 

Det trækker op:

  • at det er overskueligt. 

  • at du bruger tiden godt. 

  • at du viser viden om emnet og kultur- og samfundsforhold i et tysktalende land inden for dit valgte emne, og 

  • at du sammenligner kort med lignende forhold i Danmark.

Hvordan du deltager i samtalen.

Det trækker op:

  • at du lytter, forstår og svarer, så du viser viden om emnet. 

  • at du forholder dig sammenlignende til tysktalende landes kultur og samfund i forhold til dit spørgsmål og i forhold til danske forhold. 

Hvordan du udtrykker dig på tysk:

De bedømmer ordforråd og grammatik.

Fx trækker det op:

  • at du bruger nutid og datid, ental og flertal rigtigt og kan bruge typiske tyske vendinger.

  • at du forsøger at være så præcis i dine formuleringer, du kan. 

  • at du bruger dine tekster til at finde gode emnerelevante og præcise ord.

Censor sikrer, at prøven foregår efter reglerne. Censor godkender lærerens tekstopgivelser og spørgsmål til samtalen inden prøven og kan stille ekstra spørgsmål under prøven. Censor er der altså for at sikre dig en fair prøve. Han eller hun er selv lærer.

-


Gode råd til din forberedelse af samtalen

  1. Forbered og øv faste fraser
    Lær nyttige vendinger og faste udtryk, som du kan bruge til at vinde tid eller forbedre din sammenhæng i samtalen.

    Eksempler:

    • Ich denke, dass… (Jeg synes, at…)

    • Meiner Meinung nach… (Efter min mening…)

    • Könnten Sie die Frage bitte wiederholen? (Kan De gentage spørgsmålet?)

  2. Øv dig i at tale højt og tydeligt
    Læs tekster højt, fortæl en historie eller beskriv billeder på tysk. Du kan også optage dig selv og lytte efter udtale- eller grammatikfejl.

  3. Simulér prøvesituationen
    Få en ven, familie eller lærer til at stille dig spørgsmål, så du vænner dig til at svare spontant og sammenhængende.

  4. Udvid dit ordforråd inden for relevante emner
    Lav ordlister med vigtige ord og sætninger inden for de emner, du forventer at skulle tale om (fx fritid, rejser, miljø, skole).

  5. Forbliv rolig og brug strategier til at håndtere nervøsitet
    Hvis du ikke kan finde et ord, så prøv at omformulere (umschreiben) eller forklare det med andre ord. Husk, at flydende tale er vigtigere end grammatikfejl – så bliv ved med at tale!



Held og lykke med prøven ønskes du af GoTutor, som har mange års erfaring med eksamenshjælp.

Mød forfatteren:

Billede af

Uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium i 1998 og har siden da undervist i folkeskolens ældste klasser. Primært i dansk, engelsk, historie og kristendom. Har opdraget to naturvidenskabelige børn og arbejder stadig på sin hund.

Søger du privat lektiehjælp?

  • GoTutor er Danmarks bedst anmeldte

  • Mange års erfaring og en del af Egmont

  • Trænede og uddannede undervisere

  • Fast lav pris og fair vilkår


Eller kontakt os på: info@gotutor.dk

Du vil måske også synes om

Guide til mundtlig eksamen i dansk, STX, A-niveau
Guide til mundtlig eksamen i dansk, STX, A-niveau

Inden prøven er det naturligvis vigtigt, at du har fulgt godt med og læst jeres pensum.GoTutor har m...

Lene Møller Nielsen 16-04-2025
Effektiv planlægning af din læseferie
Effektiv planlægning af din læseferie

Maj måned og dage med timelange seancer i larmende stilhed i lufttætte gymnastiksale, kun brudt af i...

Ruben Samuel Sørensen 12-04-2015
De 7 største fejl til eksamen, der giver lavere karakterer
De 7 største fejl til eksamen, der giver lavere karakterer

Der er mange faktorer, der spiller ind, når censor og eksaminator skal diskutere og beslutte din kar...

Ruben Samuel Sørensen 23-05-2017
Lad os tale sammen

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål.
Ring til os på:

71 99 71 90