I dette blogindlæg kan du læse om mine oplevelser fra den allerførste gang, jeg skulle undervise en elev: om forberedelsen, forventningerne, undervisningen og det farlige løfte.
Jeg gik, i noget der virkede som lang tid, og ventede på at få min første elev hos Go’ Karakter. Endelig skete det. Sohaib på 16 år skulle have hjælp til dansk i 9. klasse, og om fem dage skulle jeg sidde over for ham i en lejlighed i Valby. En svag panik begyndte at sprede sig. Hvordan kunne jeg forklare de forskellige elementer i danskfaget bedre for ham, end hans lærer i skolen havde gjort det? Hvad nu hvis han slet ikke gad at blive hjulpet, men var blevet tvunget af hans forældre? Fire timer med en privatlærer på en søndag er ikke enhver teenagers drøm.
Jeg fik tilsendt nogle af Sohaib’s gamle stile fra hans far. Jeg legede detektiv, fandt fejlene og kategoriserede dem i et system, hvor hver fejltype fik sin egen farve. Til sidst var dokumenterne et virvar af farver, og der tegnede sig et billede af, hvad vi skulle tage fat på først. De tyve timer på klippekortet ville hurtigt få ben at gå på.
Den første søndag
Jeg fik en varm velkomst i Valby. Sohaib stod foran mig, et hoved lavere med et smil på læben og tydeligt nervøs. Han blev ved med at bevæge sine arme og trippe lidt. Jeg gik hurtigt ind i stuen, hvor vi skulle arbejde og begyndte at snakke direkte til Sohaib i stedet for til hans forældre. Han skulle vide, at han sagtens kunne sænke skulderne. Jeg var der for at hjælpe, ikke for at han skulle sidde og svede, som sad han i en eksamenssituation i fire timer hver søndag. Jeg fortalte ham, at jeg havde lavet et program. Først skulle han fortælle lidt om, hvem han var, hvad han selv syntes drillede i dansk og hvad han interesserede sig for. Derefter havde jeg forberedt nogle øvelser, og så kunne vi til slut gøre status og lægge et program.
Sohaib slappede mere af og begyndte at stille en masse spørgsmål til det, vi snakkede om: ”Der er noget som hedder billedsprog, og der er sansende sprog, men hvad hedder alt det andet så? Hvad er egentlig en fortolkning? Hvad er forskellen på nogen og nogle? Hvornår skriver man ’den’ og hvornår skriver man ’det’?”
Så skønt! Hvert svar jeg kom med førte til nye gode spørgsmål – og knægten var motiveret. Han ville gerne blive bedre til dansk. Jeg satte ham til at skulle rette sin egen tekst og fandt hurtigt ud af, at han ikke altid læste, hvad der stod, men hvad der skulle stå. Jeg fandt også ud af, at Sohaib havde brug for specifikke køreplaner, som han kunne følge, når han stødte på forskellige opgaver.
Farlige løfter
Jeg var helt høj efter de første fire timer med Sohaib. Min mavefornemmelse var så god, at den skummede over af forventninger til, hvor langt vi kunne nå sammen. Så da jeg snakkede med Sohaib’s far, da undervisningen var slut, og han spurgte: ”Hvad tror du Sohaib kan opnå, når I to er færdige – altså hvilken karakter?”, svarede jeg: ”I hvert fald 7 og måske endda 10”. Hvortil Sohaibs far udtrykte en stor lettelse, for som det var nu, var det ikke sikkert, at skolen ville lade Sohaib gå op til eksamen. Åh nej, en ubehagelig varme fra inde til yderst. Hvor var det dumt af mig at afgive løfter efter kun fire timer med Sohaib.
Forløbet er slut, hvad nu?
Sohaib havde inden vi startede undervisningsforløbet fået 02 i både dansk læsning, skriftlig fremstilling og diktat, i sine terminsprøver. En glad og stolt Sohaib fortalte mig sidste søndag, at han i de sidste prøver har fået 10 i dansk læsning, 7 i skriftlig fremstilling og 12 i diktat. Sikke en sejr! Hvor var det velfortjent! Men det bedste var at se Sohaibs ansigt, da han fortalte mig det – der var ikke længere skyggen tilbage af den nervøse dreng fra den første søndag.