Det sekund, din aflevering ender i læserens hånd, får han et indtryk af, hvor god din indsats har været. Små ting kan få din aflevering til at virke sløset, og hvis det er indtrykket, du giver din underviser, kommer det let til at gå ud over din karakter.
Hvis du skriver alle de rigtige ting men alligevel halter efter på 7-trinsskalaen, kan det derfor være en god idé at tænke over, hvordan dine afleveringer kan fremstå bedre. Her er en række gode råd til, hvordan du let forbedrer det indtryk, din aflevering giver.
1. Tjek for stavefejl og forkert tegnsætning
Hvis du ved, at du har et problem med grammatik eller at stave korrekt, er det noget, du er nødt til at have fokus på. Selv hvis meningen af det, du skriver, er til at forstå, er det distraherende for læseren, når der er fejl. Og nogle gange bliver det umuligt at vide, hvad meningen er. Sæt derfor tid af til at læse korrektur, når du har skrevet din aflevering, og få gerne nogen til at gennemgå den med dig, så du kan blive bedre.
2. Opdel din aflevering i afsnit
Du ved sikkert selv, hvor trættende det er at læse en tætskrevet side. Afsnit gør din aflevering langt mere overskuelig og kan også være med til at give en bedre rytme. Sørg for, at du kun laver afsnit, når du er færdig med en pointe.
3. Skrifttype-, størrelse og linjeafstand
Især hvis du arbejder på en større aflevering, kan du i starten have skrevet i flere dokumenter for at give dig selv et bedre overblik. Inden du afleverer, er det derfor en god idé at tjekke, at eksempelvis al brødtekst er i samme skrifttype-, størrelse og linjeafstand.
4. Brug et passende sprog
Lad være med at bruge talesprog i dine afleveringer. Bandeord og slang er uvelkomne, med mindre der er en specifik grund til at bruge dem. Du skal dog heller ikke lyde som et leksikon. Det kan give mening at sigte efter et sprog, der minder om det, du kan finde i de fleste morgenaviser.
5. Ensartede kildehenvisninger
Din skole har med høj sandsynlighed retningslinjer for kildehenvisninger. Hvis du ikke kender dem, er det en god idé at spørge din underviser. Følg dem fuldt ud – både for at gøre det lettere for læseren (og dig selv, om nødvendigt) at finde frem til din kilde.
6. Lad være med at snyde dig til en længere stil
Hvis du tror, at du kan sætte skriftstørrelsen lidt op, ændre linjeafstanden og pille ved marginerne for at få din aflevering til at ”fylde mere,” uden at læseren lægger mærke til det, tager du fejl. Billedet af dig bliver, at du hellere vil bruge tid på at snyde end på at skrive en god aflevering, og det hjælper næppe på din karakter.