Hej og velkommen til min profil!
Mit navn er Selma og til daglig er jeg i gang med en STX-uddannelse på Greve Gymnasium, hvor jeg har samfundsfag og matematik som studieretning.
Jeg ved selv, hvordan det føles at sidde med en opgave og tænke: “Jeg forstår det simpelthen ikke.” Derfor ved jeg også, hvor stor en forskel det kan gøre, når man møder en, der tager sig tid til at forklare det på en anden måde. Det var faktisk en af de største grunde til, at jeg gerne ville være tutor.
Som person er jeg social, imødekommende og tålmodig. Jeg kan godt lide at arbejde med andre mennesker, og jeg synes, det er fedt, når man sammen kan finde frem til det punkt, hvor noget, der virkede svært, pludselig giver mening.
Jeg har selv haft perioder igennem min skolegang, hvor jeg for eksempel har haft udfordringer med matematik. Jeg har derfor selv oplevet, hvor meget godt hjælp i et svært fag kan betyde.
Når jeg underviser, vil jeg gerne skabe en afslappet stemning, hvor det er helt okay at sige “det forstår jeg ikke” – også selvom man har sagt det tre gange før. For mig handler god lektiehjælp ikke om at være den, der kan det hele, men om at være den, der kan hjælpe dig med selv at kunne det.
Min motivation for at være tutor kommer af at jeg gerne vil give noget videre, som jeg selv har haft glæde af. Jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, og jeg håber, at jeg kan være med til at give andre elever den samme oplevelse – både fagligt og personligt.