Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Christine, bor i Køge og skal starte på læreruddannelsen til sommer 2025.
Jeg er uddannet på DMJX (Danmarks Medie og Journalisthøjskole) med fokus på ledelse og kommunikation. Efter en del år på arbejdsmarkedet i forskellige projektleder- og koordineringsroller, primært i marketingbranchen, kan jeg mærke, at fællesnævneren og det der driver mig er undervisning, formidling og at give erfaring videre. Jeg har ad flere omgange mellem studier og jobs elsket at arbejde som lærervikar, og efter at have fundet ovennævnte fællesnævner har jeg nu valgt at skifte karrierespor ved at uddanne mig til lærer, hvilket jeg glæder mig enormt meget til!
Som person er jeg rolig, positiv og struktureret, og så elsker jeg at grine og hygge mig med det jeg laver. Jeg er omsorgsfuld, smilende og har en stor portion tålmodig og rummelighed, hvilket jeg ser som en god kvalitet i rollen som lektiehjælper. I min egen skolegang har jeg ofte haft brug for forskellige forklaringer eller nye tilgange til samme opgave. Derfor er jeg meget bevidst om at indlæring kan være utrolig forskellig fra person til person. Jeg mener, at alle elever fortjener støtte og en læringsstil, der giver dem de bedste forudsætninger fremadrettet. Desuden betyder det også meget for mig at give plads til både læring og personlig udvikling.
Jobbet som lektiehjælper kommer helt sikkert til at styrke mig og give mig endnu mere vigtig erfaring ift. min kommende uddannelse. Og jeg er sikker på, at jeg også kommer til at lære en ting eller to fra eleverne.
Jeg ønsker at skabe tillidsfulde relationer og glæder mig at dykke ned i opgaverne med nysgerrighed sammen med elever. At opleve elever nå milepæle, delmål eller mål er en kæmpe gave og det er utrolig givende for mig at være med i den proces.
Jeg glæder mig til at møde jer!