Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Trine og jeg er bosat i Aarhus C. Som person er jeg engageret, nysgerrig og elsker at udfordre mig selv og andre. Da jeg er meget social og udadvendt, trives jeg i fællesskaber og elsker at skabe gode relationer præget af tillid og samarbejde. I min fritid nyder jeg at være aktiv og værdsætter kvalitetstid sammen med venner og familie.
Jeg gik selv på STX fra 2018-2021, hvor jeg valgte den naturvidenskabelige studieretning med linjefag matematik A, fysik A og kemi B. Selvom jeg har haft stor interesse og fokus på de naturvidenskabelige fag, har de sproglige fag altid faldet mig naturligt, herunder især engelsk, men også dansk.
Efter jeg dimitterede fra gymnasiet havde jeg flere sabbatår, hvor jeg både arbejdede en del samt rejste og oplevede forskellige kulturer. Jeg har både været badmintontræner for et pigehold i alderen 6-14 samt været ansat i flere år på et bosted, og jeg er derfor vant til at arbejde med mennesker. Disse erfaringer har givet mig et åbent sind og et stort engagement i at lære og dele med andre.
I sommeren 2024 begyndte jeg at læse sundhedsteknologi på Aarhus Universitet. Jeg ser tutorarbejdet som en fantastisk mulighed for at bruge min viden til at hjælpe andre og på samme tid udvikle mine egne evner til at lære fra mig. Jeg er af person meget tålmodig og vil bestræbe mig på at gøre læring både motiverende og forståelig samt tilpasse mig den enkelte elevs behov og niveau.
Jeg glæder mig til at hjælpe elever med at opnå deres mål og skabe en positiv forskel i deres skolegang!