Jeg er en energisk, humørfyldt og motiveret underviser/mentor som elsker at nørde sprog på en praktisk og kreativ måde. Sprog er et kæmpe værktøj at have i sin værktøjskasse! Det kan bane vejen både professionelt og privat, og man får mulighed for at lære om andre kulturer, mennesker, og måder at se verden på. Som underviser/mentor er det vigtigt for mig at det er sjovt, spændende og motiverende at lære nye sprog, selvom det godt kan være svært. Jeg arbejder kreativt og aktivt, med masser af lege, quizzer, godt humør og positivitet. Min motivation for at blive underviser/mentor hos GoTutor er at jeg vil være med til at sprede glæden ved at lære sprog og inspirere unge mennesker til at tilvælge denne fortsatte læring i deres fremtidige uddannelse og liv.
For øjeblikket er jeg i gang med mit specialeprojekt, og til sommer bliver jeg færdig som cand.mag i fransk sprog, litteratur og kultur med tilvalg i engelsk.
I mit professionelle liv ved siden af studie har jeg erfaring med undervisningsbranchen både som privat tutor, men også som fransklærer i ungdomsskolen. Denne erfaring har givet mig værktøjer til at håndtere et væld af brede såvel som mere specifikke opgaver. I ungdomsskolen havde jeg som underviser fuld pædagogisk frihed, og stod selvstændigt med al planlægning og afholdning af undervisning, samt beslutninger om udflugter og kreative aktiviteter, for eksempel i form af en biograftur og 'kulturel' madlavning. Som mentor har jeg særlig erfaring med ordblinde, og denne erfaring har inspireret mig til at arbejde med ordblinde i sprogundervisningen i mit specialeprojekt. Det skal være en mulighed for alle at lære fremmedsprog, og ordblindhed er bestemt ikke en grund til ikke at lære sprog. Tværtimod er jeg af den overbevisning at det at lære fremmedsprog for en ordblind kun er med til at udvide deres sprogfærdighed, både på det nye sprog, men også på dansk. Man opbygger en metaforståelse for hvad sprog er, som er et universelt værktøj til flere felter end blot til at forbedre sin sprogfærdighed. Det skaber analytiske evner og kompetencer til at se og arbejde med systemer på tværs af fag og fagligheder.
Udenfor mit profesionelle og studierelaterede liv holder jeg meget af kreative aktiviteter såsom at strikke, at lavesmykker eller at læse episke fantasy-fortællinger. Desuden nyder jeg vandreture i naturen, og særligt når der er et mål på toppen af en høj bakke eller et bjerg man skal nå op til - i dette tilfælde tæller Himmelbjerget ikke. Denne særlige glæde samt mit valg af uddannelse og akademiske interesse leder til en naturlig rejselyst, som sidst blev indfriet på mit seneste udvekslingsophold i Frankrig.