Hej og velkommen til min profil!
Hvem er jeg?
Mit navn er Havin og jeg er lærerstuderende på KP med interesse for undervisning og relationsarbejde. Jeg er fagligt stærk, struktureret og har et naturligt blik for den enkelte elevs behov. Som underviser er jeg tålmodig, venlig og engageret, og jeg lægger stor vægt på at skabe en tryg og positiv relation til mine elever.
For mig er det vigtigt, at undervisningen foregår i et tempo, hvor eleven føler sig tryg ved at stille spørgsmål og begå fejl undervejs i læringen. Jeg er samtidig tilpasningsdygtig og arbejder bevidst med at differentiere min undervisning, så den passer til den enkelte elevs niveau og læringsstil.
I min fritid kan jeg godt lide at læse, være kreativ og bruge tid sammen med venner og familie.
Faglig baggrund:
Jeg læser til lærer med fagene dansk i udskolingen, biologi og samfundsfag. Tidligere har jeg gået på Espergærde Gymnasium med studieretningen samfundsfag A og tysk A.
Jeg er i øjeblikket i praktik på Skovlunde Skole, hvor jeg underviser i en 5. klasse. Her har jeg fået erfaring med at planlægge undervisning, formidle fagligt stof på en forståelig måde og opbygge gode relationer til eleverne. Praktikken har givet mig værdifuld erfaring med, hvordan man støtter elever i deres faglige udvikling.