Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Nikolai og jeg bor i Esbjerg. Jeg er uddannet folkeskolelærer i 2022 og har haft flere forskellige vikariater efter endt uddannelse, samt fungeret som lærervikar før jeg selv tog uddannelsen. Jeg er derfor godt klædt på til at undervise alle former for elever, da jeg også tidligere har arbejdet med tosproget elever samt elever med særlige behov.
Jeg er lidt af en nørd når det kommer til fodbold, ishockey og amerikansk fodbold, men samtidig også en gamer der kan finde på at sidde et par timer foran skærmen efter jeg kommer hjem. Derudover spiller jeg selv fodbold, padel og det sker også at jeg løber mig en tur for at holde mig selv lidt i gang. Personligt synes jeg selv at jeg er virkelig sjov, min kæreste er måske ikke altid enig, men jeg forstår at skabe en afslappet stemning ,hvor der også er plads til en sjov bemærkning. Derudover er jeg meget åben og ikke bleg for at dele mine egne livserfaringer hvis det giver mening, så det bliver lettere for mine elever at forstå hvordan verden hænger sammen og i de bedste tilfælde, hvorfor de netop skal undervises i det valgte emne. Jeg er smilende og glad og altid klar på en udfordringer, så det burde ikke være muligt at få humøret tippet den forkerte vej, hvilket også hjælper på at vende humøret for mine elever.
Som underviser er jeg opsøgende på elevernes interesse og hobbyer, hvis jeg kan kombinere noget som de brænder for med undervisningen føler jeg at både de og jeg får meget mere ud af emnet. Motivationen hos den enkelte elev er vigtig og den kan kun findes hvis eleven trives, derfor ser jeg også tit på om eleven trives i den undervisningsform jeg udnytter. Ser jeg at eleverne ikke trives, så forsøger jeg at ændre min undervisningsform så den passer bedre til eleverne, uden at det går på kompromis med den undervisning der er planlagt.
Jeg er lektiehjælper fordi jeg også selv havde det svært i skolen da jeg var yngre, jeg havde også fag der hang mig langt ud af halsen - heldigvis fik jeg en fornyet energi da jeg blev ældre og nu nyder jeg at opsøge ny viden. Derudover synes jeg at det er mega fedt at kunne have fokus på en elev af gangen, så man får det optimale ud af den tid man har sammen. Der skal være plads til fordybelse, men også at nyde den sejr som man kan opnå sammen når alt bare går op i en højere enhed. At motivere elever driver mig, samtidig med at succesoplevelser både for eleven, men også for mig som underviser skaber den fedeste energi til at tage med videre!