Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er et glad og optimistisk menneske, der ikke giver op, men som altid forsøger at finde nye veje.
Jeg elsker at betragte og at være i naturen og at dyrke min have. Jeg er kreativ, især med uld og uldgarn samt syr og tegner lidt. Bager og kokkererer med udgangspunkt i at lave alternativer uden allergener. Jeg er familiemenneske og dyrker gamle og nye venskaber.
Jeg er uddannet folkeskolelærer, og jeg har arbejdet i folkeskolen i de sidste 30 år. Jeg har linjefag i biologi og håndarbejde. Jeg har i mange år arbejdet i indskolingen på en multikulturel skole i dansk, matematik, natur/teknologi samt håndværk og design på mellemtrinnet.
Jeg har de sidste 12 år også arbejdet i modtageklasser fra 0.-6.klasse i dansk, matematik, natur/teknologi og DSA.
Jeg har de sidste 7 år arbejdet intensivt med unge analfabeter og børn og unge med dysleksi. Jeg er certificeret ALKALÆR-underviser, og jeg har derudover brugt andre undervisningssystemer til ordblinde.
Jeg er god til at skabe relationer til børn og unge, og jeg møder mine elever, hvor de er, både fagligt og følelsesmæssigt. Jeg er tålmodig, pædagogisk, omsorgsfuld og god til at give børn og unge lyst til at lære.
Jeg har valgt at være lektiehjælper hos GoTutor, da jeg lider af MCS (multiple chemical sensitivity/mangeartet kemikalie og parfumeallergi.). Jeg kan derfor desværre ikke længere være på en folkeskole, da der er for meget parfume i luften. Men da jeg elsker samspillet med børn og unge og elsker at undervise og føler, at jeg stadig har meget både at give og opleve sammen med mine elever, har jeg valgt at lave online undervisning og lektiehjælp. Jeg laver også meget gerne undervisning og lektiehjælp i private hjem i Roskilde og omegn, hvis huset og familien er 100% parfumefrie og ikke har kat.
Jeg glæder mig til at møde dig!