Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Josephine, og jeg er en glad og smilende pige. Jeg afsluttede min almene studentereksamen i sommeren 2022, hvorefter jeg nu holder sabbatår. Til dagligt arbejder jeg på Låsby Skoles specialtilbud som pædagogmedhjælper. Derfor er min hverdag fyldt med børn, leg og faglig udvikling.
I min fritid nyder jeg at være udenfor, at være aktiv samt være sammen med mine venner. Særligt fodbold kan jeg godt lide at spille, men det er dog helst håndbold eller dart, som jeg ser i fjernsynet. Derudover elsker jeg også at tegne og være kreativ, da det er en god måde at slappe af og koble fra.
Jeg vil beskrive mig selv som værende en pige, der er nysgerrig og altid har nydt at gå i skole og lære nye ting. Og netop denne glæde ved skolegang og indlæring ønsker jeg at give videre. I mange tilfælde tror jeg nemlig, at det er glæden ved at lære, der gør det muligt at lære og blive bedre. Derfor er det særligt vigtigt for mig, at eleven får skabt en glæde ved indlæringen og dermed ikke vil føle sig tvunget igennem stoffet, men derimod vil finde processen spændende og sjov.
Igennem min egen grundskole- og gymnasietid har jeg hjulpet flere klassekammerater med diverse lektier og afleveringer, hvilket jeg altid har fundet berigende. I øjeblikket hjælper jeg desuden min lillesøster med de ting, som hun måtte have brug for hjælp til i hendes gymnasietid.
Jeg har en stor tålmodighed samt forståelse for andre menneskers frustrationer og følelser, hvilket jeg finder ganske vigtigt i sammehæng med lektiehjælp. Disse er nemlig egenskaber, der gør det muligt at levere en lektiehjælp, der er øjenhøjde med eleven.
Jeg glæder mig til at møde min næste elev!