Jeg er en kvinde med rod i Slagelse, som læser til psykolog på SDU i Odense og pt. er ved at skrive bachelor. Herefter fortsætter jeg direkte videre på kandidaten, hvorfor jeg på nuværende tidspunkt har små 2,5 år tilbage af mit studie. I min fritid nyder jeg at læse, fordybe mig i musik og bruge tid i den Vestsjællandske natur samt kolonihaven. Derudover samarbejder jeg pt. med et par internationale professorer, hvor vi forsker i personlighedspsykologi og kriminologi, med henblik på at udgive resultaterne af disse undersøgelser. Jeg har ligeledes arbejdet i det special-/socialpædagogiske felt i nogle år.
Som menneske ser jeg mig selv, først af alt, som værende rummende, oprigtig og anerkendende. Jeg ønsker at møde folk i øjenhøjde, hvilket jeg også formår, hvad end det er udfordrede børn, voksne sårbare, naboen eller kassedamen. Gennem mit studie samt min erfaring fra praksisfeltet, har jeg formået at finde mit faglige såvel som personlige ståsted, som indebærer at mennesker som udgangspunkt handler efter bedste evne, der hvor de er. I forlængelse heraf indebærer min faglighed også inddragelse af mig selv samt min personlighed, da jeg ser relationen som værende en af de bærende bjælker i al udvikling.
I min undervisning ønsker jeg at være transparant og genkendelig, hvilket i høj grad sætter krav om, at jeg bruger mig selv. Med det mener jeg, at jeg naturligvis agerer som underviser, men også i lige så høj grad som motivator, facilitator og støtte. Jeg ønsker at tage udgangspunkt i den enkelte og i samspil med eleven samt evt. forældre/pårørende at finde frem til, hvilken rolle jeg spiller. Nogen kan have brug for den klassiske ”underviser”; nogen kan have brug for en ”voksen” der kan hjælpe med struktur, planlægning, koordinering og udførsel, andre kan have brug for en ”allieret”. På baggrund af denne overbevisning, vil mit svar på, hvordan jeg ønsker at agere som underviser, umiddelbart kunne lyde vagt. Men her ønsker jeg at understrege, at jeg som underviser netop ønsker at tage udgangspunkt i den enkelte elev, dennes ønsker, håb og planer, samt tage højde for eventuelle problemstillinger som må synes relevante i samspillet mellem disse ønsker og realiseringen heraf.
Mine kompetencer, samt mit primære interesseområde, vil særligt kunne blive bragt i spil ved børn og unge som har udfordringer, i større eller mindre grad. Særligt ved autisme/ADHD/øvrige udviklingsforstyrrelser og lignende problematikker, har jeg relevante kompetencer. Ligeledes har jeg stort kendskab til høj begavelse, samt problematikker som kan opstå i relation til dette. Afslutningsvis varetager jeg også særligt fokuserede eksamensforløb, f.eks. i forbindelse med større skriftlige opgaver, forberedelse til mundtlig eksamen og lignende - både fysisk og online.