Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Martha og jeg elsker at spille musik og skrive sange. Jeg er i gang med mit fjerde år på Sankt Annæ Gymnasium, hvor jeg, samtidig med den gymnasiale uddannelse, tager et musikalsk grundkursus (MGK) på højt niveau.
Udover mine musikalske interesser så elsker jeg at gå i gymnasiet, fordi man lærer så mange forskellige ting. Jeg har indtil videre bl.a. færdiggjort fransk på A-niveau og Engelsk på A-niveau. Derudover elsker jeg at skrive, hvilket jeg bruger i min sangskrivning, hvor jeg både skriver på dansk og engelsk. Jeg har erfaring med at undervise 6.-8. klasses elever i musik og sammenspil. Jeg ser mig selv som en social person, der er nem at tale med.
Jeg tror på, at en god underviser gør hele forskellen, og derfor vil jeg gerne give mine elever undervisning i øjenhøjde, hvor jeg tager hensyn til deres behov, udfordringer og styrker. Nogle elever har brug for variation i undervisningsformerne - det kunne fx gøres med en vekslen mellem skriftlige øvelser, der kræver mere koncentration og hurtigere mundtlige øvelser med et konkurrence-element eller anden legende tilgang.
Andre elever har brug for at fordybe sig med en ting pr. undervisningsgang.
Jeg vil gøre mit bedste for at mærke, hvordan eleven arbejder bedst, og hvad der er mest udfordrende for dem i det givne fag. Sammen lægger vi en plan for vores mål med undervisningen.
Jeg håber på at kunne skabe en god relation til mine elever, så de føler sig trygge til at lave fejl og fortælle mig, hvis de finder noget svært.
Jeg glæder mig til at møde jer!