Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Sabrina, og jeg er uddannet folkeskolelærer. På trods af, at jeg har indtastet min folkeregisteradresse som Aalborg, opholder jeg mig faktisk på Bahamas i Caribien. Jeg har taget en pause fra mit job i folkeskolen, som jeg ellers elskede, fordi min kæreste er pilot her, og vi var trætte af langdistancen. Derfor er mit liv lige nu præget af hvide sandstrande, azurblåt hav, kokosvand og en masse solcreme. Men også en god portion motion i fitness og en god film i aircondition derhjemme.
Jeg har linjefagene dansk 4-10. kl., historie og specialpædagogisk toning fra læreruddannelsen. Men jeg har arbejdet som både dansk, historie, religions - og historielærer i 7.-9. klasse på Vestegnen. Mit yndlingsfag er samfundsfag. Det er nok også derfor, at jeg læste antropologi på universitetet, inden jeg blev skolelærer. Jeg har også arbejdet som SSP, konflikthåndteringsansvarlig, som gadeplansmedarbejder, mentor for unge i kriminalitet og som socialpædagogisk chef hos Lær for livet (tilbud for børn/unge, som er anbragt udenfor hjemmet eller lever under vilkår, der ikke gør folkeskolen til et mega fedt sted at være). Jeg har altså en masse erfaring med at hjælpe børn og unge, som på den ene eller anden måde kan have det svært. Mange af mine tidligere elever skriver stadig og spørger om hjælp en gang imellem, og det gør mig enormt glad at se dem trives. Jeg holder utroligt meget af at se børn og unge lykkes med det, de drømmer om. Derfor vil jeg meget gerne have muligheden for stadig at bidrage til en positiv udvikling hos børn og unge, mens jeg er i Bahamas. Det tænker jeg, at jeg kan gøre gennem GoTutor.
Jeg vil sige, at jeg har en rigtig god erfaring med at hjælpe med at blive klar til afgangsprøverne i folkeskolen, da jeg de seneste år har undervist 9. klasse. Begge gange med stor succes og med klassegennemsnit over landsgennemsnittet.
De elever, jeg underviser, lykkes ikke, fordi jeg er en skrap lærer, der kører "slaveundervisning". Tværtimod. Som underviser vil jeg beskrive mig selv som humoristisk, empatisk, assertiv, kravsættende og forventningsfuld. Jeg sætter mennesket først. Jeg mener ikke, at man kan "skælde ud" for, at nogen lærer. Læring kommer, når man er tryg og føler sig set og hørt. Derfor skal der også være plads til sjov og spas, selvom læring selvfølgelig er vigtigt.
Grundet mit ophold på Bahamas er det selvfølgelig også givet, at jeg kun kan være tutor online — men jeg er til gengæld fleksibel med tidspunkter, og jeg har de samme værdier over en skærm, som når jeg fysisk sidder overfor et barn eller en ung. :)