Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Emil og jeg blev student fra Støvring Gymnasium i sommers. Jeg holder i øjeblikket sabbatår, som jeg har brugt på at rejse i Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan sammen med min storebror. Under rejsen har vi vandret, camperet og brugt mit andetsprog, farsi, til at kommunikere med lokalbefolkningen. I min fritid spiller jeg klaver og fodbold, og jeg elsker at være aktiv udendørs som ved at vandre eller fiske. Jeg er nysgerrig af natur og trives med at lære nye ting og udfordre mig selv, både fysisk og mentalt. Dette mener jeg har hjulpet mig meget, og jeg er også stolt af at have modtaget ros for at holde et højt fagligt niveau i skolen med gymnasiets næsthøjeste karaktergennemsnit, mens jeg har engageret mig i fællesskaber på skolen.
Mit ønske om at være lektiehjælper udspringer af gode erfaringer arbejde med børn og unge. Under mit ophold i Tadsjikistan underviste jeg i engelsk som frivillig i en landsby, hvor jeg stod for undervisning af folkeskoleelever i alle aldre. Dertil har jeg fire års erfaring som fodboldskoletræner i min hjemby. De erfaringer har lært mig vigtigheden af tålmodighed, rummelighed og evnen til at skabe et trygt og motiverende læringsmiljø. Jeg mener virkelig, at både jeg og børnene jeg har undervist får noget positivt ud af arbejdet, og det er stærkt motiverende for mig.
Som underviser lægger jeg vægt på at skabe glæde ved læring. Jeg tror på, at elever lærer bedst, når de føler sig set og inddraget. Derfor forsøger jeg altid at opbygge en personlig relation og give eleven medbestemmelse i undervisningen. Samtidig prioriterer jeg grundig forberedelse, så jeg kan møde eleven med overskud og struktur. Jeg søger stillingen som lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg elsker at lære fra mig, og fordi jeg mener jeg er god til det. Jeg ser det som en mulighed for at gøre en konkret forskel for andre og samtidig udvikle mine egne evner som underviser.