Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Mette og jeg er en nærværende og autentisk underviser med en helt særlig evne til at ramme øjenhøjden hos teenagere i udskolings- / gymnasiealderen. Jeg arbejder med tryghed, masser af anerkendelse, og en sund mængde humor i relationen mellem underviser og elev - og med klare forventningsafstemninger, i stedet for rigide rammer eller krav til de unge.
Jeg er uddannet cand.mag. i engelsk og dansk, og efteruddannet indenfor skriftsprogsvanskeligheder og læsevejledning. Jeg har erfaring som underviser både i 10. klasse, på EUD og ved de tre-årige gymnasiale uddannelser, og er derfor vant til at rumme alle mulige slags unge mennesker. Herunder har jeg kompetencer indenfor undervisning af unge med dysleksi og på autismespektrummet.
Samværet med unge er det, jeg elsker allermest ved at undervise, og det lille læringsfællesskab, jeg kan skabe sammen med dem, omkring det fælles tredje - nemlig det faglige - er det, der hver dag giver mig lyst til mit arbejde. Udover at være tilknyttet GoTutor, underviser jeg lige nu i engelsk og almen sprogforståelse på HHX.