Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Pauline.
Jeg er uddannet i Musikvidenskab og Tysk Sprog og Kultur ved Københavns Universitet. Jeg har arbejdet i folkeskolen i nogle år og arbejder udover hos GoTutor som musiklærer på en musikskole, hvor jeg har de yngre elever i forskellige introducerende fag og soloelever og derudover også som skoleformidler hos Nordatlantisk Hus i Odense.
Når jeg underviser, gør jeg alt hvad jeg kan for at undervise på elevens præmisser, uanset om de drejer sig om hyppige pauser, mange forskellige forklaringer eller plads til et godt grin og en god relation. Jeg arbejder både med at stille krav, gode arbejdsvaner og at lære at lære.
Jeg elsker følelsen af, at eleven har forstået en forklaring og kommer med udtryk som "er det bare dét?" Derudover brænder jeg for mine (hoved)fag musik og tysk, som jeg ved en del elever kan have enten et anstrengt forhold til, eller et stort ønske om at præstere godt i. Jeg vil gerne vise, at også de to fag er interessante og ikke så utilgængelige som mange tror. Og selvom man aldrig kommer til at elske faget, kan man godt få en god oplevelse til den afsluttende eksamen alligevel.
Udover at brænde for tysk og musik, er jeg lidt af en dansk- og historienørd.
Jeg er opvokset i Nuuk og har rødder og tilknytningsforhold til både Det Danske Mindretal i Tyskland og Det Tyske Mindretal i Danmark. Nok derfor er jeg meget interesseret i historie og kulturforskelle i de tre lande, der har præget min opvækst: Danmark, Tyskland og Grønland. Jeg er også generelt sprogligt interesseret og taler engelsk, dansk og tysk, mens jeg behersker grønlandsk på lidt lavere niveau end de andre sprog.
Jeg strikker, tegner og er kreativ i min fritid, men vigtigst af alt spiller jeg i Brass Band på højt niveau - på cornet/trompet.