Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Johanne og befinder mig i mit sabbatår efter at have afsluttet min studentereksamen med en sproglig studieretning på STX. Dog har jeg også haft matematik på B-niveau!
Jeg er en analytisk person, og indlæring falder mig generelt naturligt. Men jeg har ikke altid syntes, at det var lige nemt at lære - og jeg ved, hvordan det føles, når hovedet, motivationen eller koncentrationen ikke helt vil følge med. Jeg har selv ADHD og forstår derfor, hvor udfordrende det kan være, når læring ikke bare “sidder fast” med det samme.
Når jeg hjælper dig eller dit barn med lektier, afleveringer eller det grundlæggende inden for et fag, er mit mål at skabe et trygt læringsrum. Her lægger vi presset fra skolen til side og fokuserer i stedet på at forstå og lære på dine eller dit barns egne præmisser.
Jeg ser skolegang som meget mere end karakterer og testresultater - de afspejler kun en lille del af dine evner. Derfor har jeg fokus på at styrke forståelsen og udvikle færdighederne først, uden at der ligger et pres om præstation. Min rolle er ikke at bedømme, men at støtte og motivere.
Hvis læsestoffet bliver tungt eller svært at koncentrere sig om, finder vi sammen kreative måder at arbejde med det på - det kan være gennem visuelle illustrationer, små tegninger eller andre kreative tilgange, der gør stoffet lettere at forstå og huske.
Jeg glæder mig til at møde dig og sammen finde den metode, der fungerer bedst for dig!