Hej og velkommen til min underviserprofil, der kort vil fortælle lidt om mig og min rolle som underviser for GoTutor :)
Jeg hedder Mathilde og er en positiv, smilende og engageret pige, som motiveres og holder af at undervise og se en udvikling i børn og unges faglige og sociale kompetencer. I min fritid nyder jeg at gå lange ture, læse bøger og spille cello (både derhjemme og i ungdoms-symfoniorkester).
Siden 2021 har jeg været tilkaldevikar på en folkeskole i Hvidovre, 3 modtagerklasser for Ukrainske flygtningebørn samt på et kommunalt undervisnings- og fritidstilbud for børn med generelle indlæringsvanskeligheder, funktionsnedsættelser og Autisme-Spektrum-Forstyrrelser. Herigennem har jeg lært en masse om forskellige undervisningsstrategier og tilgange til social og faglig udvikling. Dette har både givet mig en masse erfaring indenfor undervisnings- og pædagogikområdet, men også en bekræftelse i hvor givende det er at være med til at hjælpe unge med at overkomme udfordringer og møde deres personlige mål.
Når jeg ikke underviser, studerer jeg psykologi på Københavns Universitet og interesserer mig heraf meget for trivsel og mental sundhed - især hos børn og unge. Dette skinner også igennem i min rolle som underviser, hvor jeg både vægter elevens personlige succesoplevelser, såvel som at vi i fællesskab når de faglige milepæle, vi sætter os for undervejs i forløbet.