Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg studerer på Manuskriptskolen for børnefiktion og har en kandidat i Medievidenskab fra Aarhus Universitet, fordi jeg holder meget af film og medier.
Jeg har tidligere erfaring som pædagogmedhjælper, lærervikar og AKT-vikar på en folkeskole.
Jeg brænder for at skabe universer og historier, der taler ind i børns verden. Dette gælder også, når det kommer til spændende og engagerende formidling af undervisning for børn. Jeg har en opbyggende, opmuntrende og humoristisk tilgang til undervisning, hvor undervisningen skal formidles på en måde, der virker relevant og interessant for barnet.
Derudover tror jeg, at børn kan mere, end de til tider selv er klar over, hvis de gør deres bedste med det arbejde, de sidder med. Samtidig har jeg forståelse for, at børn har forskellige kompetencer, evner og udfordringer, hvorfor de boglige mål skal tilrettelægges ud fra det enkelte barns behov og forudsætninger.
Lektiearbejdet omhandler i lige så høj grad opbygning af tillid mellem eleven og underviseren samt opbygning af barnets selvtillid og tro på, at barnet kan løse opgaver, der synes at være udfordrende og svære.
Dertil skal undervisningsarbejdet være sjovt - ikke hele tiden, for nogle gange kan lektier også bare være en tørn - men jeg tror på, at humor og grin er med til at lette de tunge lektieemner. Og at humor nogle gange kan vise interessante og overraskende veje ind i stof, som barnet måske havde afskrevet på forhånd.
Desuden synes jeg, at børn er fantastisk sjove at arbejde med.
Udover film og medier, spiller jeg fodbold, D&D og går op i YouTube samt god stemning og godt humør.