Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Emilie, og jeg kommer oprindeligt fra Odense. Jeg flyttede til København i sommerferien 2022 for at læse veterinærmedicin, bedre kendt som dyrlæge, som har været min drøm hele mit liv. Interessen for dette fag er kommet gennem livet med hund og hest.
Jeg har før i tiden undervist børn og unge i ridning, og jeg har derudover været vejleder/tutor for de nye studerende på dyrlægeuddannelsen.
Som underviser prøver jeg at skabe den bedste oplevelse ved at forstå elevens behov og sætte mig ind i situationen og huske på, hvordan det selv var dengang. Det er vigtigt for mig, at det er en god session for alle parter og især at eleven går derfra med det ønskede udbytte. Jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at dette lykkes.
For mig er det vigtigt at hjælpe, hvor det er nødvendigt, hvorfor det er en stor ære at kunne hjælpe unge med uddannelse.
Jeg glæder mig til at møde dig!