LIDT OM MIG
Mit navn er Kristine. Jeg er 44 (lige om lidt) og bosat midt i de smukke, gamle skove mellem Ringsted og Sorø, sammen med min mand, vores to små børn, og min mormor på 91, som vi netop har flyttet herover fra Silkeborg, for at kunne være tæt på hinanden. Jeg er vild med alt, der involverer kreativitet og skønhed - uanset om det er i det skrevne sprog (dansk og engelsk), i smukke farvesammensætninger eller spændende kunst.
Jeg har oprindeligt min baggrund i kommunikation og historiefortælling, som jeg har arbejdet professionelt med siden 2006, og selvstændigt siden 2016. Igennem tiden har jeg omsat min evne til at fortælle historier på mange forskellige måder - fx igennem indretning, webdesign og ghost- og copywriting, det sidste både på dansk og engelsk.
FRA DE HELT SMÅ TI LDE HELT STORE
Jeg har mulighed for at undervise i dansk og engelsk på alle klassetrin, fra de helt små til de helt store. Mine kompetencer på begge sprog dækker over (men er ikke begrænset til) emner som grammatik, mundtlig og skriftlig formidling, tekstanalyse og konversation. Da jeg dels har haft amerikanske undervisere på min kandidatuddannelse, og dels har boet og arbejdet flere år i USA, taler og skriver jeg flydende amerikansk engelsk.
GODE HISTORIER
I kraft af min baggrund som historiefortæller – med masser af gode, personlige eventyr i min rygsæk - falder det mig naturligt at inddrage historier i den måde, jeg underviser på. Min oplevelse er nemlig, at gode historier hjælper os med at skabe en følelsesmæssig forbindelse til sagens kerne, og dermed gør alting lidt lettere at huske og forstå. Nogle gange kan de endda hjælpe os med at glemme, at noget føles svært.
UNDERVISNING FRA HJERTET
Et af mine store forbilleder lod altid sin undervisning udgå fra hjertet. Hun viste mig, at når tilliden først er der, er der også en kæmpe åbning til læring. I min tilgang til andre mennesker - særligt i en undervisningssituation, hvor der kan være brug for ekstra lydhørhed, nysgerrighed og tålmodighed - bestræber jeg mig på at gå med hjertet først.