Jeg brænder for at gøre en forskel for børn og unge gennem læring, motivation og gode relationer. Jeg har blandt andet arbejdet som lærer, specialpædagog, faglig mentor på Aarhus Universitet og uddannelsesmentor. Jeg har stor erfaring med at møde mennesker med forskellige forudsætninger og behov og med at tilpasse min tilgang, så den enkelte oplever sig forstået og mødt og får mulighed for at udvikle sig.
Jeg er rolig og erfaren i situationer, hvor dem, jeg har samtaler med, kan blive overvældet af frustration og modløshed, og det lykkes mig oftest at skabe en ramme og gode resultater, hvor den enkelte får mulighed for at mærke sig selv og få øje på egne handlemuligheder. Jeg tror på, at relationen er fundamentet for både trivsel, udvikling og læring, og min erfaring som mentor har styrket mine kompetencer i forhold til det længerevarende relationsarbejde. Jeg er vant til at være den ansvarlige, der lytter, skaber overblik, stiller spørgsmål og hjælper med at finde nye muligheder i en udviklings- og læringsproces.
Jeg motiveres af at skabe et rum, hvor eleven oplever at kunne noget, og hvor der arbejdes målrettet med at anvende og udvikle elevens eksisterende ressourcer og kompetencer. Jeg vil tage udgangspunkt i den enkelte elevs særegne personlighed og interesser, så eleven kan tage ejerskab og opbygge arbejdsredskaber, der kan give tillid til egne handlemuligheder. Jeg er meget bevidst om, hvor stor betydning det har for et menneske at blive mødt som mere end sine vanskeligheder. Jeg vil gerne være med til at få øje på elevens ressourcer, succeser og foretrukne fortællinger og bruge dem som afsæt for udvikling og læring. Jeg er vant til at arbejde selvstændigt, skabe overblik og følge op på aftaler, men også til at samarbejde på tværs af fagligheder og koordinere omkring mennesker, hvor flere aktører er involveret.
Jeg er uddannet folkeskolelærer med linjefag i dansk, billedkunst, historie og kristendom. Jeg har en kandidat i pædagogisk psykologi.
Mine fritidsinteresser er blandt andet:
Yoga, pilates og mindfulness, som jeg underviser i 4-6 gange om ugen.
Jeg er glad for gåture og kan lide at cykle.
Jeg kan godt lide at tegne og male og bruge fantasien.
Jeg strikker, især trøjer, hvor jeg eksperimenterer med farver, da det er en måde at bruge min kreativitet på.
Jeg er glad for dyr og har selv to hunde og to katte.
Jeg kan lide at være nærværende og fordybet i samspillet med andre.