Hej og velkommen til min undervisningsprofil :)
Mit navn er Katrine, Jeg kommer fra Skive, hvor jeg har boet med mine forældre og lillesøster, mens min storebror begyndte på medicinstudiet i Aarhus for et par år siden. Jeg er netop selv flyttet til Aarhus for at starte på tandlægestudiet. Jeg blev student fra Skive Gymnasium i 2022 med linjen Life Science (kemi B, biologi A) og endte med et snit på 11,0. Efterfølgende har jeg haft to sabbatår. Det første brugte jeg bl.a. på at arbejde på et plejehjem og i en børnehave. Efteråret 2023 tilbragte jeg i USA, hvor jeg havde fået fuldt scholarship på et universitet som student-athlete på deres cross country/track & field team. Efter jeg kom hjem brugte jeg det næste halve år på at arbejde i Matas, som tjener på forskellige restauranter og senest arbejde jeg på et botilbud for hjerneskadede voksne.
En stor del af min fritid bruger jeg på at dyrke atletik, mere specifikt mellem-/langdistanceløb. Det har jeg gjort siden jeg var 5 år. Det fylder en del i min familie, da begge mine to søskende også dyrker løb, og det har givet os mange gode oplevelser sammen, fx flere landsholdsture. Jeg er desuden et stort familiemenneske.
Årsagen til, at jeg finder et job som lektiehjælper relevant og tiltalende, er, at jeg holder af en social hverdag, hvor jeg har mulighed for at være noget for og skabe værdi for andre. I dette tilfælde de elever, jeg underviser. Desuden er jeg åben som person, ikke genert og holder af at lære nye mennesker at kende. Jeg er selvstændig og arbejdsom, går op i de små detaljer og knokler altid, indtil jeg er tilfreds med min indsats, hvilket især er kommet mig til gavn i løbet af min skoletid. Mens jeg gik i skole, var jeg dog også god til at finde måder, hvorpå jeg kunne opnå en god præstation, men samtidig have tid til mine andre interesser. Det har givet mig gode studietips, som jeg glædeligt deler ud af. Generelt glæder det mig at lære fra mig, og fra mine tidligere jobs, hvor jeg har arbejdet meget med mennesker, er jeg blevet klædt på med god tålmodighed og tolerance over for forskellige mennesker, hvilket også er nyttigt i arbejdet som tutor.