Hej og velkommen til min underviserprofil!
Til dagligt studerer jeg psykologi på første semester på AU. Jeg er en åben, social og meget udadvendt person, som altid har været nysgerrig på at møde nye mennesker. I min fritid tilbringer jeg meget tid sammen med mine venner, familie og studiekammerater. Det kan være alt fra en god kop kaffe til en frisk løbetur. Jeg holder utrolig meget af at hjælpe andre, og håber derfor at jeg kan gøre en forskel som lektiehjælper.
Jeg har i mine sabbatår arbejdet i en børnehave i min hjemby. Derudover har jeg arbejdet på et specialiseret døgn- og aflastningstilbud til børn og unge, der har betydelig og varig nedsat funktionsevne. Herigennem har jeg fået både personlige og professionelle færdigheder, som jeg på flere måder tænker er gavnlige som lektiehjælper.
Jeg er tålmodig og ved, at alle har forskellige måder at lære på, hvilket jeg som lektiehjælper vil tage højde for.
Som lektiehjælper ønsker jeg at skabe en god relation samt et trygt rum, hvor den enkelte person tør fejle og kan opnå ny læring. Jeg ser frem til et godt samarbejde med elev og familie.