Mit navn er Julie. Jeg bor i Aarhus og har en bachelor i antropologi og en kandidat i oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet. Noget af det bedste jeg ved, er at drikke kaffe i solen med gode venner, morgenbade i havet og strikke farverige trøjer med restegarn.
Jeg har god erfaring med at strukturere undervisning og facilitere et trygt læringsrum. Som tutor har jeg fokus på at vi får skabt en god relation, hvor der er plads til grin og, hvor det føles trygt og ufarligt at lave fejl, prøve sig frem og lære hen af vejen. Med udgangspunkt i de udfordringer du eventuelt kommer med, får vi tilpasset undervisningen til dine behov, og det du finder relevant og interessant, at arbejde med.
Jeg har tidligere arbejdet halvandet år som underviser på ADHD-kurser i Aarhus kommune. Her har jeg undervist unge og voksne i bl.a. selvindsigt og hverdagsstyring. Dertil har jeg faciliteret lektiecafé med fokus på at understøtte kursisterne i at opdage egne ressourcer og styrker og genfinde motivationen og lysten til job og uddannelse. Udover ADHD, har jeg undervist kursister med autismespektrum, angst og depression. Herfra har jeg stor viden om særlige udfordringer og behov, som kan være ift. gennemføre en uddannelse, men jeg har også erfaring med, at alle kan udvikle sig, og få skoleglæden tilbage, hvis blot de får den rigtige støtte. Jeg elsker allermest, når jeg kan medvirke til, at andre udvikler sig, når deres mål og opnår bedre trivsel. Det er netop derfor jeg blev interesseret i arbejdet som lektiehjælper.
Jeg møder den enkelte med ro og en anerkendende tilgang, og ser det som min vigtigste opgave, at inspirere til læringslyst og tro på egne evner. Jeg glæder mig til at møde dig enten fysisk eller online.