Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Seyfettin og til daglig er jeg i gang med en EUX-uddannelse. I min fritid kan jeg godt lide at gå ture, især til steder, jeg ikke har været før. Jeg synes, der er noget spændende i at opdage nye omgivelser og lære noget om steder, der ligger lidt uden for det velkendte. En anden hobby, jeg har, er at fordybe mig i historie. Det har interesseret mig, siden jeg var 14 år gammel, og jeg læser stadig om historiske emner både online og i bøger, selvom jeg i øjeblikket går på EUX, hvor vi desværre ikke har historie som fag.
Som underviser går jeg meget op i, at eleven skal føle sig tryg og godt tilpas. Jeg forsøger ikke at være en typisk “voksen” lærer, men vil i stedet møde eleven i øjenhøjde. For mig er det vigtigt, at eleven ser mig som en ven, man kan lære noget af. Jeg tror på, at det giver mere motivation og lyst til at lære, når man ikke føler sig dømt eller presset, men derimod støttet.
Jeg har valgt at være lektiehjælper i samfundsfag, historie, dansk og engelsk, da jeg virkelig brænder for disse fag, og fordi jeg ved, hvordan det føles, når man kæmper med noget, der ikke giver mening. Jeg har selv prøvet at sidde med et fag, der føltes uoverskueligt, men også oplevet, hvordan det kan vende, når man begynder at forstå det bedre. Pludselig bliver man mere motiveret, mere nysgerrig, og måske endda glad for det fag, man før ikke kunne lide. I 9. klasse fik jeg 12 i historie og 10 i samfundsfag, og siden da er jeg kun blevet endnu mere interesseret og stærkere i fagene, også selvom jeg ikke længere har historie på mit nuværende uddannelsesforløb. Den positive udvikling kender jeg på egen krop, og det er netop dén oplevelse, jeg gerne vil give videre. Hos GoTutor håber jeg at kunne være den, der gør det lidt lettere og lidt sjovere at lære, og som viser, at det er helt normalt at have brug for støtte, og at det kan føre til noget rigtig godt.
Jeg glæder mig til at møde min kommende elev!