Velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en ung mand, der bor i Aalborg. Til daglig læser jeg sociologi og arbejder frivilligt som projektleder i Red Barnet Ungdom.
Jeg er en tålmodig og empatisk underviser, og jeg bestræber mig på at undervise på en måde, der giver mening for det enkelte barn. Jeg har let ved at tænke abstrakt og tilpasse min undervisning til barnets alder og niveau, hvilket gør mig velegnet til lektiehjælp for forskellige aldersgrupper.
Jeg har solid erfaring med børn i folkeskolen gennem mit arbejde som projektleder hos Red Barnet Ungdom. Her har jeg arbejdet tæt med børn og unge og er vant til at skabe trygge og motiverende rammer for læring. I min undervisning lægger jeg vægt på, at det både er fagligt, underholdende og socialt, så barnet bliver nysgerrigt og motiveret – frem for at opleve lektier som en sur pligt. Jeg er selv en nysgerrig person, der brænder for at lære nye ting og vil gerne gerne bidrage til at flere børn og unge finder glæden ved at opnå ny viden.
Jeg tilbyder lektiehjælp på folkeskoleniveau i alle fag samt på gymnasieniveau i dansk, engelsk, tysk og samfundsfag. Jeg har en bred faglig viden, men er særligt stærk inden for de samfundsfaglige og humanistiske fag. Jeg har haft en sproglig linje på gymnasiet og studerer i øjeblikket sociologi.
I min fritid bruger jeg tid sammen med venner og familie. Jeg holder blandt andet af filmaftener, at spille computer, gå i fitness, spille badminton og – i sommerhalvåret – at mødes udendørs med venner til forskellige boldspil. Derudover lytter jeg gerne til musik og eksperimenterer med madlavning.