Mit navn er Sebastian, jeg er 27 år og nyuddannet fra litteraturvidenskab (cand.mag.) med speciale i russisk litteratur. Og det er noget, jeg identificerer mig i høj grad med. Grænsen mellem mit fag og mine fritidsinteresser er flydende, for jeg dyrker fortsat mine faglige interesser gennem selvstudie af russisk litteratur og aftenkursus i russisk sprog. Mine faglige styrker ligger indenfor humanistiske fag - sprog, litteratur, kulturhistorie og deslige. Derudover er jeg meget glad for klassisk musik!
Kernen i min undervisningserfaring består i to år som instruktor/hjælpelærer på Københavns Universitet i litteraturvidenskab - det er indenfor litteratur- og kulturhistorie, litteraturteori og -analyse. Jeg har læst og givet feedback på bachelorstuderendes skriveøvelser på skrift og i grupper. Derfor har jeg erfaring med at gå opmærksomt og empatisk til værks overfor en elev/studerende, være opmærksom på områder, hvor de kan forbedre sig, og samtidigt styrkeområder, de kan bygge videre på. Jeg synes, der ligger et stort ansvar i den slags arbejde, og jeg er meget bevidst om at give den enkelte opmærksomhed.
Jeg holder virkelig af fordybelse og læring - og jeg betragter arbejdet som lektiehjælper som en god mulighed for at understøtte det hos andre.