Hej og velkommen til min profil!
Jeg er en erfaren gymnasielærer i dansk og tysk med 15 års undervisningserfaring. Jeg brænder for at formidle mine fag og gøre en mærkbar forskel for den enkelte elev. Med min baggrund fra både gymnasieverdenen og onlineundervisning i dansk som andetsprog er jeg vant til hurtigt at spotte faglige udfordringer og at finde de rigtige pædagogiske værktøjer.
Som underviser lægger jeg stor vægt på at opbygge en god relation. Jeg tager altid udgangspunkt i elevens specifikke ønsker og faglige niveau – uanset om målet er at blive bedre til at læse, knække den tyske grammatik, forbedre det skriftlige standpunkt eller forberede sig til eksamen i grundskolen eller gymnasiet.
Som person er jeg indfølende og tålmodig, men har også humor. Som underviser og lektiehjælper er jeg levende og igangsættende, og det er vigtigt for mig at skabe et trygt og rummeligt læringsrum, hvor der er plads til at lave fejl.
Når jeg holder fri, bruger jeg tid sammen med min 17-årige datter. Jeg slapper også af med at spille klaver, gå til koncerter og færdes i naturen, hvor jeg især nyder at følge med i fuglelivet.