Jeg er lærerstuderende fra den frie lærerskole. Den frie lærerskole uddanner lærere til de frie skoler, og har derfor meget fokus på bl.a. grundtvigianske værdier.
Her har jeg linjefagene: engelsk, historie/samfundsfag, drama og mediefag.
Jeg er en kreativ og generelt kulturelt interesseret person. Jeg har dyrket teater i mange år og har afprøvet mange forskellige kunstarter i min fritid. Det kan også mærkes i min undervisning hvor jeg ofte bruger kreative metoder.
Jeg holder især af at give mine elever praktiske opgaver, da jeg tror på at have en fysisk relation med materialet øger forståelsen. Jeg kan også bruge en simpel form for rollespil, og min erfaring er at nogle elever har stort udbytte af at kunne tage afstand ved at påtage sig en rolle, da det vil give dem mere frihed til at lave fejl uden at det bliver et personligt nederlag.
Jeg er glad for at udtrykke mig visuelt, hvilket ofte præger min undervisning. Jeg tror på at det visuelle skaber et fælles grundlag og noget konkret at tage fat på i læringen, det giver både mig og eleverne mulighed for at have noget at referere tilbage til, skulle der opstå miskommunikation.
Jeg er god til at lære mine elevers sprog at kende, jeg mener det er vigtigt at vide hvordan de kommunikerer for at vide hvordan de lærer. På samme måde mener jeg at det er vigtigt at kende deres interesser, så jeg kan gøre min undervisning relevant, og referere til ting de allerede kender som kan hjælpe med forståelsen.
Jeg holder af de muligheder jeg får for at arbejde med enkelte elever på nært hold, fordi jeg ved at alle har forskellige behov, og det kan være svært at ramme en hel klasse, så med den nære undervisning kan jeg være med til at give eleven successoplevelser i sin læring.
Jeg mener at alle elever fortjener at blive set, og diagnoser er et værktøj til at forstå menneskers udfordringer og hvordan man kan arbejde med dem. Men alle kan opleve udfordringer med forskellige ting uden at få en diagnose for det, og det gør ikke udfordringerne mindre virkelige og de fortjener at blive mødt med den samme respekt og forståelse.
Min personlige erfaring med diagnoser som ADHD, autisme og angst, giver mig en særlig indsigt i mange udfordringer, og jeg sætter en stor ære i at kunne hjælpe elever med særlige behov til at finde og udnytte deres styrker.