Mit navn er Louise, og jeg blev student denne sommer. I øjeblikket holder jeg sabbatår.
Jeg er en udadvendt, fleksibel og imødekommende person, som er god til at forklare komplekse emner på en måde, der gør dem mere forståelige. Jeg sætter pris på at være omkring mennesker, og jeg møder nye situationer med entusiasme og nysgerrighed.
Det vigtigste for mig, da jeg selv gik i skole, var at få en god forståelse af grundlaget bag faget og udvikle metoder, som jeg kunne genbruge til forskellige opgaver. Det vil jeg gerne give videre til andre elever, som kan have det svært med deres skolearbejde. Som underviser vil jeg have en tålmodig og nærværende tilgang, hvor vi sammen taler os frem til løsningerne og dermed opnår en god forståelse af faget.
Jeg foretrækker selv de humanistiske fag, hvor sprog er min spidskompetence. Jeg var blandt andet udvekslingselev i USA efter 9. klasse, hvor jeg tilbragte et år på en amerikansk high school. Derudover har jeg det også godt med matematik og kan hjælpe med andre naturfag.
Skolearbejde har altid faldet mig rimelig nemt, og jeg vil derfor gerne give nogle af mine erfaringer videre og hjælpe med at gøre skolegangen bedre for en anden. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at møde mine kommende elever! :)