Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Elias og jeg er lige blevet student med et International Baccalaureate (IB) diplom fra Nyborg Gymnasium. Nu er jeg i gang med mit sabbatår, og jeg ser meget frem til forhåbentligt at starte på medicinstudiet efter sommerferien.
Ud over det faglige i de individuelle fag, er jeg altid glad til at give nogle af mine erfaringer fra mig. I min optik er det sværeste ved at lære ikke bare at forstå, men også at kunne huske hvad man lige har forstået. Derfor vil jeg altid understrege tålmodighed, gentagelse, og komme enhver elev til møde hvor de har det sværest. En af mine personlige tricks til at huske mere, er at forbinde information med noget uafhængigt som der har betydning for mig (en hobby for eksempel); for på den måde skaber man endnu mere årsag til ikke at glemme noget. Det er jo vigtigt at lære af en grund, og at skabe lyst og glæde af at lære. Når det kommer til at fejle, så er det vigtigt for mig at have et miljø hvor man er tryg ved at være usikker, så kan man jo opklare fejl når de opstår.
Min fritid er fyldt med en masse basketball, og i forbindelse med det, også fitness. Mange af mine venner bor i andre lande, og derfor kan jeg også lide at rejse en masse og udforske områder som jeg ikke kender på en lidt antropologisk måde. De bøger jeg læser mest omhandler typisk noget politisk eller filosofisk, da jeg uheldigvis er glad for at debattere (eller heldigvis, afhængigt af dit perspektiv).
Tideligere, i forbindelse med Roskilde Katedralskole, har jeg været frivillig hjælper i videnskabsklubben i min forrige folkeskole. Forløbet handlede om Unge Forskere, Danmarks største science konkurrence for folkeskole og gymnasieelever. Jeg blev specielt efterspurgt til arrangementet da jeg tideligere, i 8. Klasse, havde vundet en 1. Plads i teknologi kategorien, og til den dag i dag er min rapport udstillet som et eksempelsværk på Unge Forskeres hjemmeside.
Siden folkeskolen har jeg studeret primært på Engelsk. Dengang tog jeg IGCSEs (internationale prøver) samtidigt med en FP10 i dansk da jeg altid har været god til Engelsk, havde lyst til ekstra udfordring, og ønskede den bedste forberedelse i forhold til den akademiske verden som jeg sigter efter i fremtiden.