Jeg er en glad og imødekommende person, som virkelig godt kan lide at lære fra mig og hjælpe andre med at forstå ting, der måske ikke giver mening lige med det samme.
Jeg har tidligere været ungdomstræner i min sejlklub, hvor jeg lærte, hvor forskelligt børn lærer, og hvor meget det betyder at være tålmodig og kunne forklare ting på flere forskellige måder. Derudover har jeg fem små søskende, som jeg ofte hjælper med lektier – især matematik, men også andre fag. Så jeg er efterhånden ret vant til både at forklare, gentage og finde en ny måde at forklare noget på, hvis den første ikke virker.
Jeg synes, undervisning bliver bedst, når det ikke bare handler om at sidde og lave den ene opgave efter den anden. Jeg prøver i stedet at gøre stoffet mere spændende og forståeligt ved at bruge virkelige eksempler og ting, man kan relatere til.
Det vigtigste for mig er, at eleven faktisk forstår det, vi arbejder med, og ikke bare lærer en metode udenad. Jeg tilpasser derfor undervisningen efter den enkelte elev og tager mig gerne den ekstra tid, der skal til for at få tingene til at falde på plads.
Hvis vi når dagens mål, synes jeg også, det er hyggeligt at bruge den sidste tid på nogle lidt sjovere eller mere udfordrende opgaver. Det kan både være noget, der bygger videre på det, vi lige har lært, eller noget, der giver et lille forspring til det, der kommer senere.
Til daglig læser jeg en bachelor i kunstig intelligens, så jeg bruger en del af min tid på matematik, programmering og alt muligt andet spændende inden for teknologi.
Når jeg har fri, spiller jeg guitar, sejler og bager gerne en kage. Jeg kan generelt godt lide at lære nye ting og kaste mig over forskellige projekter, så jeg har altid gang i et eller andet.