Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Sif, og jeg er en passioneret person, der går målrettet efter de ting, jeg brænder for. Mine interesser fylder meget i min hverdag - særligt mine kreative hobbyer som tegning og skrivning, men også rollespil, spiludvikling og design. Jeg elsker at nørkle med detaljer og fordybe mig i nye ideer.
Som person er jeg snakkesalig, humoristisk og reflekteret. Jeg er diagnosticeret med højtfungerende autisme, og gennem årene har jeg lært at trives med det. Det har gjort mig til en fleksibel, analyserende og empatisk person, der møder andre med forståelse og tålmodighed.
Som underviser er det vigtigste for mig at skabe tryghed. Jeg stræber efter at opbygge et læringsmiljø, hvor eleven tør stille spørgsmål, udforske stoffet og begå fejl uden bekymring. Jeg tror på, at skole ikke behøver at være kedeligt - det kan være både spændende og sjovt, hvis man forstår meningen med det, man lærer. Mit mål er derfor at gøre undervisningen motiverende og meningsfuld, så lysten til at lære vokser naturligt.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg gerne vil gøre en forskel. Jobbet giver mig mulighed for at bruge mine færdigheder på en meningsfuld måde. Hvis jeg kan hjælpe bare én elev til at håndtere den stress, som skolearbejde og karakterer kan skabe, er det hele det værd.
Jeg glæder mig til at møde dig og hjælpe dig godt videre i din læring!