Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Nadia, og jeg er til daglig i gang med en STX-uddannelse på Mulernes Legatskole i Odense. På min skole er jeg medlem af elevrådet og trivselsudvalget, fordi jeg synes det er utroligt vigtigt, at der er et godt samarbejde mellem skolens ledelse og eleverne, for at skabe den bedst mulige skole. Samtidig med det er jeg studiecafé-medhjælper. Det vil sige, at jeg hver anden uge hjælper til i skolens lektiecafé. Det er jeg utroligt glad for, da jeg synes der er noget fantastisk i at kunne hjælpe andre. Studiecaféen er også det, der har fået mig til at kigge på GoTutor, da jeg godt kunne tænke mig flere timer som lektiehjælper. Derudover er jeg en del af ATU, som er et to-årigt talentprogram for de elever i gymnasiet, der trænger til at blive udfordret fagligt for at opretholde interessen for videnskab, udover det gymnasiet i sig selv kan tilbyde.
Jeg interesserer mig rigtig meget for sport, særligt fodbold og langdistanceløb. Jeg har spillet fodbold i 12 år samtidig med, at jeg har en stor kærlighed til løb og landevejscykling. Jeg har idræt på b-niveau, hvilket betyder, at jeg også har idrætspsykologi. Her lærer vi, hvordan motivation skabes gennem en indre lyst til læring, og hvordan motivationen kan ødelægges af udefrakommende omstændigheder. Teorien jeg har med om motivation, og min erfaring med forskellige trænere, er helt sikkert noget, jeg vil tage med i min undervisning. Jeg ved, hvor negativt afstraffelse er, og hvor positiv en let og legende tilgang kan være for indlæringen.
Jeg glæder mig til at møde dig!