Hej og velkommen til min underviserprofil
Jeg hedder Mona og er uddannet lærer. Jeg har ca. 30 års erfaring som lærer i indskolingen, og har overvejende undervist i dansk og matematik. Men jeg har også haft næsten alle andre fag i indskolingen, dog i mindre omfang.
Jeg har dog desværre ikke længere tilstrækkelige ressourcer til at have job i folkeskolen. Jeg har derfor sagt mit job op og er sandsynligvis på vej på efterløn.
Jeg holder dog stadig meget af at undervise og hjælpe børn på vej, med det de skal lære i skolen. Desuden vil jeg som efterlønner komme til at mangle noget meningsfuldt at fylde mine dage med, og derfor er dette job perfekt for mig.
At undervise betyder at vise under, eller sagt med andre ord - at bibringe en elev forståelse af noget fagligt.
I rollen som lektiehjælper gælder det derfor ikke kun om at eleven får lektierne lavet, men om at han/hun opnår forståelse af det faglige indhold i lektierne, og dermed får øget tilliden til sine egne evner. På den måde bliver han/hun både bedre rustet til næste dags undervisning i skolen, og vil også gradvist blive mere i stand til at lave lektier på egen hånd.
Som person er jeg ligefrem i min kommunikation, og jeg har en optimistisk indstilling til det jeg kommer ud for. Jeg er god til at tale med børn i øjenhøjde, selvom jeg også er en voksen autoritet.
Jeg ser frem til at møde dig!