Hej!
Mit navn er Mille, og som nyuddannet student fra Horsens Gymnasium er jeg klar til at hjælpe dig med at forstå de fag, du har sværest ved.
Som person er jeg meget ansvarsbevidst og går ikke ind i noget halvhjertet. Udover dette vægter jeg samtidigt den personlige relation højt i mit arbejde som tutor og er et smilende og positivt menneske.
Det kreative fylder en stor del af mit liv. Jeg har spillet klaver i 5 år, maler og tegner, og netop denne kreative side ser jeg som en stor fordel i forhold til at skulle videreformulere og forklare teorier og viden på en spiselig og let forståelig måde. Når man skal hjælpe andre med at lære og forstå, er det vigtigt med tålmodighed og et trygt miljø, hvor fejl er noget, man lærer af, og hvor vi sammen kan nå de mål, vi sætter os. Jeg tilpasser gerne undervisningsstilen efter den enkelte elev og ville finde stor personlig glæde i at kunne hjælpe dig med at opnå dine mål.
Lad os sammen blive klogere!