Hvem er jeg?
Jeg hedder Line og til dagligt studerer jeg på psykologibacheloren på AAU. Jeg har altid været glad for at gå i skole, og jeg har en STX, hvor jeg gik på linjen samfundsfag/engelsk. Som person er jeg meget empatisk, viljestærk, struktureret og detaljeorienteret. Ved siden af studiet er jeg barnepige for en 6-årig pige, og jeg er tilkaldevikar på et bosted for mennesker med erhvervet hjerneskade. I mit sabbatår arbejdede jeg fuldtid i et børnehus, hvor jeg primært var tilknyttet vuggestuen, og dette arbejde ser jeg tilbage på med stor glæde. Derudover har jeg haft hest og redet hele min barndom og store dele af min ungdom.
Hvorfor er jeg lektiehjælper?
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg elsker at hjælpe og gøre en forskel. Det er vigtigt for mig at skabe et behageligt og trygt rum som forudsætning for god læring. Dette vil sige, at der skal være plads til at lære hinanden at kende, lave fejl og kommunikere åbent omkring forventningsafstemning, ambitioner, forbedringer mv. Derudover planlægges undervisningen i fællesskab med henblik på at skabe de bedste betingelser for den individuelle læring.
Hvorfor skal jeg være din lektiehjælper?
Hvis du søger en glad, imødekommende, forstående og ambitiøs lektiehjælper, så skal du vælge mig. Jeg hygger mig med at have hovedet begravet i bøger og blive klogere, og jeg vil elske at kunne hjælpe andre med at se lyset for enden af tunnellen i et fag, de finder svært. Én af mine faglige styrker er det skriftlige arbejde, der både er at finde i dansk, psykologi og større projekter/opgaver. Derudover er det vigtigt for mig at være i øjenhøjde med eleven således, at vi begge går fra undervisningen med en god fornemmelse i maven. Det skal være sjovt at lære, og det vil jeg gerne forsøge at bidrage med. Jeg er certificeret ordblinde tutor, hvilket skaber en bredere vifte af redskaber, der kan tages i brug hvis nødvendigt.