Jeg er uddannet lærer fra VIA University College, hvor jeg har haft hovedfagene Matematik (4-10 klasse), Historie og Kristendomskundskab/Religion.
Jeg er lektiehjælper, da jeg virkelig nyder at undervise/hjælpe elever og brænder for at bruge min uddannelse til noget. Jeg elskede mit valgmodul, som hed matematikvanskeligheder, hvor vi lærte, hvorfor og hvordan man bedst muligt kan hjælpe elever, som kæmper med matematikken. Et af mine andre valgmoduler, som var meget spændende, handlede om, hvordan man bedst muligt kunne gennemføre og støtte elever igennem en 9. klasses historieeksamen.
Jeg har under min praktik opdaget, at jeg har tendens til at fokusere på de elever, som har brug for eller ønsker meget en-til-en undervisning. Dette, vurderer jeg, ville være en fordel i arbejdet som lektiehjælper
Jeg er en person, som altid prøver at finde det positive i enhver situation. Jeg har fået at vide, at jeg er snakkesalig. Jeg går meget op i, hvordan jeg kommunikerer med andre på en produktiv og positiv måde. Jeg har været omkring heste de sidste ca. 17,5 år, samt har undervist i ridning, hvor jeg har undervist alt fra børn til voksne. Nogle var mere nervøse og forsigtige, mens andre havde meget gå på mod.
Jeg er en beslutsom person, og når først jeg går ind i noget, så går jeg all-in.