Mit navn er Rasmus, og jeg er fra Tistrup, hvor jeg er vokset op med mine tre søskende, to ældre og en yngre, og mine forældre. Nu bor jeg i Aarhus og har gjort det siden september 2023. Jeg er en glad og optimistisk ung mand, der altid møder mine medmennesker med et smil.
Jeg kan godt lide at være sammen med mine venner og familie og være en del af de fællesskaber, det bringer. Jeg har også en stor interesse inden for gaming og Dungeons and Dragons, som jeg spiller sammen med venner flere gange om ugen. Jeg er også meget glad for alt, der hedder natur, og har gået på et naturfagligt studie i 3,5 år. Derudover træner jeg flere gange om ugen med mine kammerater, da jeg godt kan lide at være fysisk aktiv. Jeg har selv gået på BGI Akademiet på parkourlinjen og har siden da haft en interesse for gymnastik og kropssport.
Som underviser er jeg tålmodig og opfordrende med mine elever. Jeg har tidligere været lektiehjælper, hvor jeg har haft to lange forløb, først med en 8. klasses elev og efterfølgende med en 9. klasses elev. I begge forløb var der stor forbedring i elevernes kompetencer og karakterer. Derudover har jeg været lærervikar i overbygningen på en folkeskole.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg brænder for at lære fra mig. Det giver mig stor glæde at hjælpe et ungt menneske med at forbedre sig i skolen og se den glæde og selvsikkerhed, det giver eleven selv.