Halløjsa og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Katja, og til daglig bruger jeg en masse tid på Københavns Universitet, hvor jeg læser en Bachelor i Engelsk.
Jeg er en utroligt glad, optimistisk og tålmodig pige. I min fritid læser jeg en masse fantasy, smider rundt med vægte i fitness eller maler. Jeg har altid elsket at fordybe mig fagligt, og jeg brænder for at lære nye og spændende ting. Især sprog, religion og historie har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære fra mig og til at kunne hjælpe og motivere min næste elev til måske at elske læring og det faglige lige så højt som jeg selv.
Som underviser er det vigtigste for mig at skabe et hyggeligt, trygt og sjovt læringsmiljø for eleven, hvor vi sammen fokuserer på at forstå stoffet som de sidder med. Mit mål er ikke at score det ene kolde 12-tal efter det andet, men i stedet at hjælpe eleven med at opnå en dybere forståelse for det faglige og måske endda en større interesse for det. Vigtigst er det dog for mig, at eleven efter en undervisningstime føler, at de faktisk forstår hvad de sidder med og ved hvordan de skal gå videre med opgaven derfra.
Jeg har god erfaring med lektiehjælp og støtte til mennesker i alle aldre, da jeg før har arbejdet som studiementor på mit gamle gymnasium, samt har været spejder i 10+ år og spejderleder i 4 år. Du kan altså være helt sikker på, at du får en kompetent, empatisk og engageret tutor som altid møder op med et kæmpe smil på læben.
Jeg glæder mig enormt meget til at møde min næste elev og til at fordybe os i lige det du står og har brug for ekstra støtte i!