Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Kathrine og til daglig er jeg i gang med en STX-uddannelse på Silkeborg Gymnasium. Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, da jeg synes, det er rigtig meningsfuldt og spændende. Jeg har altid elsket at gå i skole og har altid været fagligt stærk. Som yngre blev jeg ofte sat til at undervise andre elever i klassen, der havde svært ved faget, så det at lære fra mig har jeg også tidligere erfaring med.
I dag har jeg en naturfaglig/matematisk og international studieretning på gymnasiet. Her har jeg matematik A, dansk A, engelsk A og historie A samt fysik, kemi og biologi på henholdsvis B- og C-niveau (+ andre fag). Jeg gik ud af 9. klasse med et snit på 11,6 og har fået 12 i alle de fag, som jeg har oplyst, at jeg kan undervise i.
I min fritid arbejder jeg i en genbrugsbutik. Derudover elsker jeg diverse kreative hobbier, at ses med veninder, at læse bøger, bage og lave mad samt løb og sport generelt – især tennis, fodbold og håndbold.
Jeg vil beskrive mig selv som tålmodig og hjælpsom. Det er vigtigt for mig, at eleven er tryg og ikke føler sig presset til at lære, men at jeg kan gøre undervisningen spændende og dermed forhåbentlig gøre eleven nysgerrig på faget.
Jeg håber, at jeg kan hjælpe med lige netop dét, som dit barn har svært ved.
Venlig hilsen
Kathrine