Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Magnus, og er studerende på Aarhus Universitet. Jeg er i gang med uddannelsen til gymnasielærer i Matematik og Idræt. Foruden kærlighed til fagene, har jeg valgt denne vej, da jeg rigtig godt kan lide at hjælpe andre og se folk udvikle sig.
Jeg er en aktiv ung mand, der trives i fællesskaber og er derfor både en aktiv del af foreningslivet, som festansvarlig/kassér i min lokale fodboldklub samt beboer i et større kollektiv i Aarhus N. Jeg elsker al sport, at quizze, løse kryds og tværs og at være kreativ med mine hænder. Jeg nyder også at se film og spille spil, både computer og brætspil.
Jeg har tidligere taget kursus som 'børneidræts-instruktør' og været ungdomsmedarbejder i en SFO, så jeg har også erfaring med elever i folkeskolen.
I forhold til undervisning har jeg altid fået at vide, at jeg er god til videreformidling og at nedbryde svære emner, idet min egen opfattelse er meget visuel, hvilket er min erfaring også tit virker for andre. Derfor har jeg altid nydt at hjælpe klassekammerater etc. med uddybninger og forklaringer, da det også giver mig selv en dybere forståelse af emner, samt giver glæden i at kunne hjælpe. Jeg føler derfor mig fagligt stærk, i forhold til at hjælpe elever der har svært ved matematikken, og glæder mig til at blive endnu stærkere i undervisningsaspektet.
Jeg har stiftet bekendtskab med diverse matematik-programmer gennem tiden, og selvom visse genveje og andre smarte tricks kan være gået i glemmebogen, føler jeg mig tryg i, at jeg ved relevant oplæsning kan undervise i disse programmer igen. Jeg har dog altid været tilhænger af at skrive i hånden, idet jeg synes det giver en mere intuitiv forståelse af matematikken, og at man kommer nemmere frem uden at gå i stå ved symboler eller lign. Jeg holder også meget af at tegne og visualisere problemer, såfremt det giver mening.
Jeg ser frem til at komme i gang, og glæder mig til at møde jer/dig!